Ved det årlige topmøde i det europæiske forsvarsagentur i november 2017 gjorde EU det fuldstændig klart, hvordan de nu vil udvikle sig til også at være en forsvars- og militærpolitisk union.
EU’s militære ambitioner har de seneste år taget hastige skridt fremad og det afgørende nye skridt er oprettelsen af et permanent sikkerheds- og forsvarspolitiks samarbejde (PESCO). Betydning af dette skridt kan ifølge Federica Mogherini – EU’s højtstående repræsentant for udenrigsanliggender og sikkerhedspolitik – næppe overvurderes.
Folkebevægelsen mod EU har oversat og gengiver her Federica Mogherini tale i sin helhed, fordi den tydeligt og uden omsvøb forklarer hvor historisk et skridt der er taget og det skal forstås i sammen med hele EU’s vidtrækkende militære samarbejde.
Bryssel, 23 november 2017
Tak Jorge [Domecq, formand for det europæiske forsvarsagentur], tak til Jer alle, fru Præsident [af Estland, Kersti Kaljulaid] – det er en ære at de er med os i dag.
Og venner, jeg er glad for at være her igen. Jeg tror, det er tredje gang, jeg åbner denne årlige konference for agenturet. Det er et særligt øjeblik i år, som er et af de vigtigste for europæisk forsvar i årtier.
For præcis ti dage siden modtag jeg et brev, hvori der stod, at 23 medlemslande nu melder sig ind i det permanente strukturerede samarbejdet PESCO. Og, lad mig tilføje, der kan komme flere i de kommende dage. Det var for mig et følelsesladet øjeblik, som jeg er sikker på det også var for mange af Jer, som har arbejdet hårdt for, at dette kunne blive muligt.
I dag bygger vi den Europæiske Union af Sikkerhed og Forsvar. Det er ikke længere en plan, ikke længere en drøm – det er virkelighed.
Efter mere end tres år bliver EU’s grundlæggeres drøm endelig til virkelighed. I dag har vi alle de byggesten vi skal bruge til at bygge en sikkerheds- og forsvarsunion. Vi kan nu planlægge og udvikle vores forsvarskapabiliteter sammen; vi kan foretage fælles indkøb således at vi kan sikre, at vi har alle nødvendige materialer og bruger vores penge fornuftigt; vi kan samarbejde meget bedre end før om at håndtere og forebygger kriser, om at styrke vores allierede og om at sikre vore borgeres sikkerhed.
Vi bygger et forsvarets Europa på en kontinental skala. Og jeg kan sige Jer, at dette var utænkeligt – ikke kun for tres år siden men også for seks måneder siden. I kan sikkert huske skepsissen vi blev mødt med, da vi sagde, at det ville ske inden årsskiftet og under det estiske formandskab. Folk sagde glem det. Så mange har prøvet før, og det er aldrig lykkes. Som Nelson Mandela sagde, det er altid umuligt, inden det er gjort. Vi gjorde det.
Vi gjorde det fordi ingen medlemsstat kan klare de store sikkerhedsudfordringer, vi står over for i dag, alene. Og det ved vi. I dag er det noget, alle forstår. Vores borgere beder om mere sikkerhed og mere effektive budgetter. Det er gået op for dem, at kombinationen af disse to ting kun er mulig i samarbejde med hinanden og ved at gøre brug af den Europæiske Unions fulde potentiale. Men igen – sidste år, for seks måneder siden, selv for nogle få måneder siden, ved starten af det estiske formandskab, troede mange, at det aldrig ville blive virkeligt. Vi har trodset skeptikerne, og i dag er det permanente strukturerede samarbejde blevet til virkelighed.
Jeg vil gerne takke den vedholdenhed, dygtighed, professionalisme, og ja, også stædighed, som alle på vores hold har vist, for at gøre dette muligt. Tak til det europæiske forsvarsagentur, til det estiske formandskab, til EU-udenrigstjenesten, til andre institutioner, til det europæiske råd, til kommissionen, og til den militære stab. Men lad det også stå klart, at det ikke er tid til at fejre. Den virkelige rejse starter nu. Dette er begyndelsen af en ny historie.
Det europæiske forsvarsagentur har været ledende i at skabe vores forsvarspakke over de sidste to år, såvel angående det permanente strukturerede samarbejde som andre komponenter. Og sammen med den Europæiske Unions militære stab hjælper det Europæiske Forsvarsagentur allerede medlemsstaterne med at vurdere deres projekters værdi for samarbejdet. Det vil, som i ved, være centralt for succesen af det Permanente Strukturerede Samarbejde.
Over de seneste måneder er det gået op for os alle, hvor smart Lissabon-traktaten er.
Mange tænkte, at sammenlægningen af forskellige hatte og kompetencer i en figur, i en person, havde været umulig at klare. Jeg tror, at det at de paragraffer i Lissabon-traktaten, der giver den Højtstående Repræsentant tre hatte og ikke to, som vice præsident af kommissionen, som højtstående repræsentant og formand for udenrigsrådet og som formand for det europæiske forsvarsagentur. Disse tre roller sammen har i disse måneder, i disse år, vist sig at være vigtige, endda nødvenlige, for at nå denne væsentlige præstation i Unionens forsvarssamarbejde.
Jeg må også nævne, at vi har formået at få de forskellige institutioner til at arbejde sammen som en: rådet, kommissionen og det europæiske forsvarsagentur. Alle har været en del af at bane vejen for den Europæiske Sikkerheds og Forsvars Union uden væsentlig turbulens. Tak også til formandskabet for deres fremragende arbejde – ikke kun det estiske, men også det maltesiske, det slovakiske og de tidligere formandskaber som vi også har samarbejdet med om den Globale strategi [for den Europæiske Unions udenrigs- og sikkerhedspolitik] om at gå sammen om at forme en sand forsvarsunion.
Hvis vi ser på et emne som cybersikkerhed – som jeg ved er vores fokusområde for tiden – står det klart, hvorfor vi er nød til at samarbejde så tæt som muligt. Cybertrusler kræver både et civilt og et militært svar. Vi har brug for bedre teknologier, bedre kapabiliteter, mere træning og flere øvelser for at forsvare vores cyberspace. Dette skal ske i konstant koordination med vores Union og vores partnere. Nyheden er, at vi endelig har værktøjet til at lave alt dette. Nu skal vi udnytte potentialet, vi har sat op til os selv. Vi skal udforske alle de muligheder, vi har bygget de seneste par år i samarbejde med Kommissionen og medlemsstaterne, og inden for den Europæiske Udenrigstjeneste og det Europæiske Forsvarsagentur.
I de seneste måneder har vi allerede igangsat en række nye initiativer og strukturer der vil hjælpe os med dette. Vi har etableret EU’s analyseenhed for hybride trusler (EU Hybrid Fusion Cell) inden for Europæiske Udenrigstjeneste. Vi har indviet, og det er jeg stolt over personligt at have været med til sammen med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg og Finlands Præsident Sauli Niinistö og Præmiereminister Juha Sipilä, the European Centre of Excellence for Countering Hybrid Threats, under finsk lederskab i samarbejde med andre medlemsstater. (Hybrid CoE, et forum der er åbent for medlemmer af Nato og EU, red.)
Det estiske formandskab og det europæiske forsvarsagentur har organiseret den første øvelse for EU’s forsvarsministre nogensinde med et ”CYBRID” scenarie. Og jeg var glad for at vi igen kunne invitere generalsekretær Jens Stoltenberg til at observere den første øvelse vi nogensinde har udført i Tallinn.
Det Europæiske Forsvarsagentur har også fået til opgave af medlemsstaterne at lave anbefalinger angående oprettelsen af et Europæisk Cyber Forsvar Trænings- og Øvelsesplatform. Samtidig dækker den Fælles Erklæring vi skrev under på med NATO sidste år i Warszawa også cybersikkerhed – og NATO er en tæt allieret i al arbejdet vi udfører for at bekæmpe hybride trusler.
Lad mig også nævne, at jeg om et par uger glædeligt vil præsentere, sammen med NATO’s generalsekretær Jens Stoltenberg, vores anden rapport om implementeringen af vores fælles handlingsplaner. Vi vil også kigge fremad og overveje nye handlingsmuligheder. Samtidig med alt dette vil vi de kommende måneder få muligheden for at starte et endnu større antal projekter sammen der specifikt omhandler cybersikkerhed.
Selvfølgelig vil vi også samtidig arbejde med fuld styrke på det europæiske forsvar mere generelt.
Den nye kapabilitetsudviklingsplan vil pege på det største huller, der skal fyldes, og de sektorer, hvori vi skal investere. Vi vil få mindst tre nye værktøjer for at udvikle disse kapabiliteter.
For det første har vi det nye permanente strukturerede samarbejde. De første projekter som allerede er blevet præsenteret – der er omkring halvtreds, viser samarbejdets store potentiale, og, lad mig tilføje, den store vilje blandt medlemsstaterne for at udforske alle dets muligheder.
For det andet er de samordnede årlige gennemgange vedrørende forsvar blevet testet for første gang nogensinde: Medlemsstater har, for første gang, mulighed for at sammenligne deres budgetplaner for at identificere forbedringsmuligheder samt samarbejdsmuligheder.
For det tredje har vi den europæiske fosvarsfond, som kommissionen har sat op. Fonden vil støtte forskningssamarbejde og fælles udvikling for de kapabiliteter vi har allermest brug for. Og her har det europæiske forsvarsagentur igen stor ekspertise og et enormt potentiale – og dermed et stort ansvar – for at støtte medlemsstaterne og Kommissionen i deres beslutninger.
Når EU’s grundlæggere i halvtredserne forsøgte at skabe et europæisk forsvarsfællesskab var projektet simpelt, om end meget ambitiøst. De forestillede sig en europæisk hær og en europæisk forsvarsminister. Det projekt mislykkedes nærmest med det samme.
Jeg behøver ikke fortælle Jer i rummet her hvorfor jeg ikke genåbnede debatten omkring en europæisk hær. Men jeg kan huske vi diskuterede det ved åbningen sidste år. Det ville have ført til uendelige teoretiske debatter og diskussioner, og formentlig ikke til noget konkret. Vi valgte en anden vej.
På en måde gør vi noget i dag der er mere ambitiøst, endda meget mere ambitiøst. Vi har allerede europæiske missioner og operationer, seksten af dem, og vi har skabt, for første gang nogensinde – noget som der også var meget skepsis omkring inden vi gjorde det, som vi nu har – et enkelt kommandocenter, her i Bryssel, til vores øvelses- og rådgivningsmissioner.
Vi arbejder nu på at bygge en europæisk forsvarsindustri – et egentligt europæisk forsvarsmarked og egentligt europæisk forsvarsforskning: basissen for at egentligt europæisk forsvar.
Europæiske militærøvelser er herudover nu allerede en konkret mulighed. Og de muligheder, som det permanente strukturerede samarbejde åbner op for, er enorme. Jeg kan se den politiske vilje, i medlemsstaterne og i alle institutionerne, til at udnytte mulighederne maksimalt.
Dette er mere end vores grundlæggere nogensinde kunne have forestillet sig ville blive til virkelighed. Det er mere end vi kunne forestille os for bare et år siden. Noget nyt er lige begyndt. Alle bliver nød til at gøre deres, hvilket selvfølgelig starter med os, med det europæiske forsvarsagentur og EU’s Udenrigstjeneste. Men vi har alle en rolle at spille, og det skal gøres uden dobbeltarbejde, uden jalousi og med samme niveau af samarbejde som fik os så langt. Vi må finde på nye måder at samarbejde på tværs af institutionerne – bevidst om, at dette er for hele Unionen, for alle vores borgere og for vores partnere, både i regionen og længere væk.
Der bliver stillet mange forventninger til os om at udvikle vores rolle som sikkerhedsudbyder og meget andet. Og også for det globale landskab, fordi de tider, vi lever i, kræver en ansvarsfuld sikkerhedsudbyder i verden – en, man kan stole på.
Så vi har et ansvar at leve op til; vi har startet en ny måde, vi har i dag et Europæisk forsvar som giver os redskaberne til at gøre mere på europæisk plan. Og jeg tror på, at vi vil åbne dette nye kapitel i den Europæiske Unions historie og ikke blot kigge på forsvar, men også kigge på hvordan vi formår at gøre det, og måske inspirere andre sektorer i den Europæiske Union, der har brug for at gå et skridt længere, end de gør i dag.
At forme forsvarets Europa er fuldstændig op til os, og vi gør det. Fordi, Europa, i sidste ende er den Europæiske Union hvad vi sammen gør den til.
Jeg takker mange gange.
Oversættelse: Susanna Dyre-Greensite
