I dag skal vi i EU-Parlamentet stemme om et nyt lovforslag, der skal indføre land-for-land rapportering for at bekæmpe multinationale selskabers skatteunddragelse. Men lovforslaget er fuld af smuthuller og inviterer til fortsat snyd.
Af Rina Ronja Kari, medlem af EU-Parlamentet for Folkebevægelsen mod EU
I dag skal vi i EU-Parlamentet stemme om et lovforslag, der skal gøre det nemmere at bekæmpe multinationale selskabers skatteunddragelse ved at indføre såkaldt land-for-land rapportering.
Land-for-land rapportering betyder meget kort fortalt, at store multinationale selskaber skal afrapportere, hvor mange penge de tjener i hvert enkelt land. Som sagerne stiller sig nu, så kan de nemt jonglere rundt med overskud og underskud mellem uigennemskuelige selskabskonstruktioner i forskellige lande.
Formålet med forslaget er at forhindre skattesvig og skatteunddragelse gennem såkaldt ‘transfer pricing’. Det bedste våben i denne kamp er åbenhed. Hvis virksomhederne skal offentliggøre, hvad de betaler i skat i hvert enkelte land, så vil det forhåbentlig afskrække visse virksomheder fra at overføre indtægterne til skattely. Samtidig vil myndighederne også have et effektivt redskab til at indkræve den rette skat.
Idéen er både rigtig og vigtig. Skat skal jo naturligvis betales, hvor profitten er blevet genereret – og altså ikke trækkes ud i skattely. Men som så ofte før, når EU endelig forsøger på papiret at gøre det rigtige, så er udformningen af loven både mangelfuld og uambitiøs.
Årsagen til at loven halter skyldes dels det oprindelige forslag fra Kommissionen, og dels de ændringer som de konservative og liberale i EU-Parlamentet har tilføjet.
85-90% af multinationale selskaber ikke omfattet
Et af de store problemer er, at forslaget kun gælder for selskaber med en årlig omsætning på over 750 mio. euro (ca. 5,6 mia. kr.). Denne grænse betyder ifølge OECD, at 85-90% af alle multinationale selskaber slet ikke vil blive omfattet af loven.
I EU-Parlamentet kæmpede jeg og mine kollegaer fra oppositionen i GUE/NGL for, at grænsen skulle sættes ned til 40 mio. euro i årlig omsætning. Dette er da også EU’s egen definition på et stort selskab. Men det argument bed ikke på højrefløjen. Nu er grænse altså næsten 20 gange højere.
Man spørger jo uvægerligt sig selv, hvorfor skal disse selskaber fritages fra de nye skatteregler?
EU’s sorte liste over skattely
Et andet kolossalt hul i skatteloven handler om, at der er begrænset rapporteringspligt for en lang række lande udenfor EU, med mindre disse lande er på EU’s sortliste over skattely.
Hvis et land ikke er på den sorte liste, så betyder det reelt, at kravet om land-til-land rapportering ikke gælder for virksomhedernes indtægter i disse lande.
Problemet er, at EU’s sorte liste over skattely slet ikke medtager nogle af verdens største skattely-nationer som Schweiz, Bahamas og Panama på listen. Dermed slipper virksomhederne for ordentlig rapportering, selv fra velkendte skattelylande. Det er aldeles ulogisk.
Uambitiøs, mangelfuld og hullet
Med disse huller er det åbenlyst, at den nye EU-skattelov om land-for-land rapportering er både uambitiøs, mangelfuld og hullet, og det står helt klart, at EU-systemet ikke vil lukke skattehullerne for de multinationale selskaber.
De fortsatte problemer i land-for-land forslaget er blandt andet blevet kritiseret af 43 internationale NGOer, som arbejder med skattespørgsmål – herunder også danske Oxfam IBIS og Mellemfolkeligt Samvirke ActionAid.
Sammen har de opfordret den konservative EPP-gruppes formand i EU-Parlamentet, Manfred Weber, til at være med til at sikre, at forslaget kommer til at betyde reel gennemsigtighed og land-for-land rapportering.
Jeg håber naturligvis, at et flertal i EU-Parlamentet vil lytte til kritikken.
Dette indlæg blev først bragt i Berlingske Politiko.
