Faktisk er der stiftet en folkelig bevægelse for at nationalisere jernbanerne igen.
Privatiseringen og den fri konkurrence skulle have givet de britiske kunder billigere og bedre service. I stedet har de fået et hav af problemer, fordi privatiseringen har medført et ræs mod bunden for at skabe profit. Jo, man forstår godt, at Labour vil rette op på dette ved at nationalisere jernbanedriften.
Når man sammenligner de britiske tilstande med Frankrig og Tyskland, hvor meget veldrevne nationale selskaber står for størstedelen af togdriften, så virker det mildest talt ikke som en særligt indlysende idé at øge mulighederne for privatisering af jernbanedriften. Men det er netop, hvad EU ønsker.
Danmark: Bundet på hænder og fødder
EU ønsker at harmonisere og liberalisere jernbanedriften i hele EU. Det skal ske med EU‘s fjerde jernbanepakke. Først og fremmest vil jernbanepakken medføre, at EU’s medlemslande med start i december 2019 gradvist bliver tvunget til at åbne deres jernbanedrift mere og mere op for konkurrence udefra.
Det vil sige, at medlemslande skal acceptere bud fra udenlandske private og statslige selskaber og overlade dem togdriften, hvis deres bud ifølge EU’s regler regnes for bedre og billigere end de nationale jernbaneselskabers. Også i Danmark bliver vi tvunget til at åbne vores jernbanedrift op.
Dermed vil man lidt forsimplet i princippet kunne man have et privat italiensk selskab til at stå for togdriften i Jylland, et privat hollandsk selskab på Fyn og det statsejede tyske selskab Deutsche Bahn til at klare togdriften på Sjælland, samt DSB til at klare resten.
Dette vil give en langt mere fragmenteret jernbanetransport, og Det Europæiske Transportarbejderforbund (ETF) har protesteret mod EU’s jernbanepakke, som de mener vil medføre arbejdsløshed, social dumping og ringere vilkår for de ansatte i EU’s jernbanedrift, samt forringelse af service og sikkerhed for passagererne.
Som man har set i Storbritannien giver privatiseringer ofte et ræs mod bunden. Men når først EU har talt, så bliver det meget svært for både togselskaber, fagforeninger, regeringer og kunder at modsætte sig.
Et andet stort spørgsmål er, hvad man skal stille op, hvis eksempelvis det hollandske selskab som klarer togdriften på Fyn går konkurs. Hvem skal så tage over? Hvad sker der med de ansatte? Hvad med passagererne som afhænger af selskabet?
Fordelen ved et samlet nationalt selskab er netop, at der findes en garant i form af staten, samt forpligtelse på at sikre transport – også i de mindre rentable yderområder.
Privatisering: Fælles værdier ned i få lommer
EU har haft det som en af sine fornemste opgaver at fremme konkurrence og såkaldte frie udbud, hvilket har medført stigende privatisering af offentlige serviceydelser. Øget konkurrence skal angiveligt komme borgerne og forbrugerne til gode, men i virkeligheden sker det stik modsatte alt for ofte, som i tilfældet med British Rails.
De færreste vil nok påstå, at DSB er fejlfri, men i en offentlig virksomhed som DSB vil et eventuelt overskud blive investeret i forbedringer af service, infrastruktur eller materiel – eller eventuelt tilfalde staten, som kan bruge pengene på andre opgaver til gavn for det fælles samfund.
Hvis en dansk regering i fremtiden vil give DSB særstatus i forhold til togdriften i Danmark, så indtjeningen kommer os alle til gode, så kan det i langt de fleste tilfælde kun ske, hvis DSB kan overbyde udenlandske selskaber i forhold til EU’s udbudsregler.
Problemet med at gennemtvinge denne form for udlicitering af togdriften til private firmaer er, at der skal skabes et overskud. Dette overskud går typisk til nogle aktionærer. Uanset hvordan man vender og drejer det, så kan overskuddet i jernbanedriften kun komme fra et sted: kunderne.
Når man privatiserer jernbanedriften og andre offentlige virksomheder som postvæsen, energi eller vandforsyning, så flytter man fælles værdier fra det offentlige over i private investorers lommer.
I Storbritannien har staten oven i købet støttet private selskaber for at sikre den offentlige transport. Men hvis borgerne skal betale to gange for togdriften – først via billetterne og siden via skatten – hvad er så pointen med at privatisere?
Ofte betaler disse investorer ikke engang skat af disse indtægter i landet, hvor pengene tjenes, som vi har set med DONG. Så vores fælles værdier kan altså nemt havne uden for landets grænser, hvor de ikke gavner fællesskabet.
Kun Daxit giver fuld selvbestemmelse
Netop her finder man kernen i EU’s projekt. Det handler om at skabe rigdom for private virksomheder og investorer på bekostning af den brede befolkning. Det er ikke noget tilfælde, at de rigeste i EU er blevet mærkbart rigere under finanskrisen, mens almindelige mennesker har mistet arbejde, hus og hjem i kolossalt omfang. EU har simpelthen ikke formået at beskytte almindelige menneskers interesser.
På denne baggrund giver det rigtig god mening, at Labour vil nationalisere jernbanerne, så indtjeningen igen kommer til at gå til fællesskabet, og dermed til forbedringer af materiel, service og de ansattes vilkår, i stedet for at gå lige lukt ned i aktionærernes lommer.
Hvis vi ønsker den samme grad af mulighed for selvbestemmelse og beskyttelse af vores nationale jernbanedrift og øvrige fælles ressourcer, så kræver det et dansk exit af EU. Et Daxit.
