50-års jubilæum for EU-modstanden

Denne artikel er skrevet af Ulla Rosenvold for Dagbladet Arbejderen

Den 22. april 2022 er det 50 år siden, at 600 EF-modstandere stiftede Folkebevægelsen mod EF på en stor konference i Odense. Vi ser tilbage på 50 års EU-modstand. Jubilæet fejres midt i en intensiv kampagne for et nej til at afskaffe forsvarsforbeholdet.

I fredags (d. 22. april 2022) var det præcis 50 år siden, at omkring 600 modstandere af det, der dengang hed EF, var samlet til en stor landskonference i Odense og stiftede Folkebevægelsen mod EU.

Deltagerne kom fra 25 forskellige landsdækkende partier og organisationer samt omkring 150 lokale modstander-komiteer, der var dannet rundt omkring i landet op til den stiftende konference.

Med dannelse af en landsdækkede paraplyorganisation for de mange komiteer ville modstanderne styrke sig op til den kommende afstemning om medlemskab af EF.

Poul Gerhard Kristiansen var 18 år, da Folkebevægelsen blev stiftet. Han havde allerede været aktiv EF-modstander i et stykke tid.

– Jeg skulle have været med til den stiftende konference i Odense, men fik desværre halsbetændelse, så jeg måtte blive hjemme. Det var meget ærgerligt. Men en måned inden havde jeg været med til at stifte en komite i Viborg, fortæller Poul Gerhard Kristiansen.

I dag er han 68 år og har gennem alle årene været aktiv i Folkebevægelsen. I 23 år var han bevægelsens landssekretær, men er i dag gået på pension.

– Jeg blev EF-modstander, fordi jeg syntes, at ja-sidens argumenter var alt for tynde. Jeg forestillede mig et helt andet samfund, end at vi skulle overlade beslutningerne til EF, der var meget centralistisk. Vi fik at vide, at der bare var tale om et praktisk og handelsmæssigt samarbejde, men vi forudså, at EF ville udvikle sig til en politisk, økonomisk og militær union. Ja-sigerne sagde, at vi så syner. Udviklingen har vist, at det gjorde vi ikke, konstaterer den tidligere landssekretær.

Han var medlem af Retsforbundet, der var et af de partier, der var med til at stifte Folkebevægelsen mod EF. Andre partier, der var med i Folkebevægelsen dengang, var Danmarks Kommunistiske Parti (DKP) og SF.

En voldsom valgkamp

Tilbage i 1972 var der fuld fart over EF-modstanden. Der skulle stemmes om dansk medlemskab af EF den 2. oktober, og bølgerne gik højt.

– Der var en begejstringsbølge, hvor folk kom til bevægelsen af sig selv. 1970’erne var en helt anden tid end i dag med langt mere politisk aktivitet og aktivisme. Det var sjovere dengang. Vi holdt kæmpe store grundlovsarrangementer med mange tusind deltagere blandt andet på Himmelbjerget. Der var i det hele taget et væld af møder og arrangementer. Masser af mennesker var involveret, fortæller Poul Gerhard Kristiansen.

– I Viborg, hvor jeg boede, havde vi en særlig aktionskomite, som jeg var med i. Her var de pæne medlemmer ikke med. Vi forstyrrede blandt andet tilhængernes møder. Jeg husker et stort møde, hvor Venstrepolitikeren Anders Andersen, der var præsident for Landbrugsrådet, holdt tale. Vi luskede os ind med et stort banner med teksten “Nej til EF”, som vi hængte op bag ved ham og låste fast, hvorefter nøglen forsvandt, tilføjer han.

Debatten var meget ophedet op til afstemningen i 1972. Der var EF-modstandere, som oplevede at få tæv af tilhængere eller blev udsat for andre former for chikane.

Hvis Folkebevægelsen ikke havde holdt ved og fortsat sikret en samling af den tværpolitiske modstand, havde vi ikke fået et nej ved tre afstemninger.
Poul Gerhard Kristiansen

– Et af vores aktive medlemmer kunne ikke have en nej-plakat foran sit hus. Den blev hele tiden fjernet, og når han ikke var hjemme, kørte folk på knallerter rundt i hans have og ødelagde den. Der var også berufsverbot. EF-kritikere, der havde tillidsposter i landbrugsorganisationerne, blev stille og roligt fjernet, siger Poul Gerhard Kristiansen.

I september 1972 viste en meningsmåling flertal for et nej til EF. Det fik tilhængerne, der bestod af de fleste af Folketingets partier, erhvervslivet samt centrale dele af fagbevægelsen, til at køre det tunge skyts frem i en massiv kampagne. Her blev slået på de katastrofale konsekvenser, det ville have for dansk økonomi, eksport og beskæftigelse at stå udenfor EF. Ja-siden havde langt flere kampagnepenge end nej-siden og også lettere adgang til medierne. Ekstra Bladet var som det eneste medie erklæret modstander af EF.

Resultatet af afstemningen den 2. oktober 1972 blev et stort nederlag til nej-siden. 63,4 procent af danskerne stemte ja til EF, mens 36,6 procent satte kryds ved nej.

– Det var en skuffelse, der var til at tage og føle på. Der var nogle i Folkebevægelsen, der talte om at stoppe vores arbejde, men vi besluttede at fortsætte. Ja-sidens argumenter var så tynde. Vi ville blive ved og vise, at EF ville gå den vej, vi havde sagt. Modstanden voksede også i årene efter. i 1975 var der nej-flertal i flere meningsmålinger. Det var på det tidspunkt, at den tidligere socialdemokratiske statsminister Jens Otto Krag udtalte, at hvis de havde fortalt befolkningen hele sandheden om EF i 1972, var det blevet et nej, fortæller Poul Gerhard Kristiansen.

Folkebevægelsen påtog sig altså opgaven med at holde EF-debatten i live og fortælle danskerne om, hvad der skete i EF. Lige siden har bevægelsen arbejdet med at løfte den opgave. Uden Folkebevægelsen ville der have været langt mindre debat og oplysning om EF/EU, konstaterer bevægelsens tidligere landssekretær.

Valg til EU-parlamentet

I 1979 kom det første direkte valg til EF-parlamentet, hvor befolkningerne i medlemslandene kunne vælge repræsentanterne fra deres egent land. Tidligere var det de enkelte landes parlamenter, der valgte repræsentanterne til EF-parlamentet.

Direkte valg til EF-parlamentet blev af Folkebevægelsen betragtet som et afgørende skridt på vejen mod en politisk union. Det ville føre til yderligere indskrænkninger af Danmarks selvbestemmelse og flytte magten fra danske myndigheder til EF’s magtcentre, forudså bevægelsen.

Alligevel valgte Folkebevægelsen at stille op til valget med det formål at arbejde imod EF’s udvikling hen imod en union, herunder modvirke at Parlamentet skulle have mere magt. På længere sigt var det centrale mål stadigvæk at få Danmark ud af EF.

Valgkampen blev en meget hektisk tid for Folkebevægelsen mod EU. Der blev ført en omfattende kampagne. En økonomisk indsamling til valgkampen resulterede i hele 2,7 millioner kroner.

Ved valget i juni stemte 20,9 procent af de danske vælgere på Folkebevægelsen, der med fire ud af 16 mandater blev den største danske gruppe. En stor sejr for EF-modstanden.

– Det krævede debat at beslutte at stille op til et parlament, som vi ikke anerkendte. Men det har betydet meget for Folkebevægelsen, at vi har været repræsenteret i Parlamentet. Vi har en stærkere bevægelse end de svenske EU-modstandere, der valgte ikke at stille op, konstaterer Poul Gerhard Kristiansen.

– At være i Parlamentet giver en platform, en talerstol og en økonomi, så man får flere muskler til at komme ud med sit budskab. Samtidig kræver det meget at sikre, at bevægelsen ikke flytter al fokus over på Parlamentet. Vi har arbejdet med at være trofaste mod Folkebevægelsen grundlag, men samtidig udnytte den platform, som Parlamentet giver, tilføjer han.

Ved valget i 2019 blev Folkebevægelsen for første gang siden 1979 ikke valgt ind i EU-parlamentet. Bevægelsen blev ramt af, at Enhedslisten for første gang stillede op som selvstændigt parti, at valget faldt sammen med folketingsvalget, og at der i høj grad var tale om et klimavalg, hvor EU-tilhængerne havde held med at fremstille EU som løsningen på klimakrisen.

Det har stillet Folkebevægelsen mod EU i en meget vanskelig situation ikke at være repræsenteret i Parlamentet. Dels giver det langt dårligere økonomi, dels er det langt sværere at få adgang til informationer i EU-systemet og komme i medierne.

Folkebevægelsen har igangsat en indsamling af vælgererklæringer for igen at blive opstillingsberettiget. Du kan skrive under her.

Tre store sejre

Folkebevægelsens historien rummer en række store nederlag, som det i 2019, men også en række opsigtsvækkende sejre.

De største sejre er de tre gange, hvor det er lykkedes at få et nej ved en folkeafstemning om EU. Det skete første gang i 1992, hvor 50,7 procent af danskerne stemte nej til Maastricht-traktaten, der markerede overgangen til en egentlig union. Året efter sikrede de danske politikere et ja til Unionen ved at lade danskerne stemme igen om den samme traktat med de fire forbehold tilføjet. Det er forbehold mod den følles mønt, det retslige område, militæret og EU-borgerskabet.

I år 2000 forsøgte de danske politikere at få fjernet forbeholdet overfor euroen. Men nej-siden formåede at samle sig i en slagkraftig nej-kampagne, og 53,2 procent af danskerne stemte nej.

I 2015 var det 53,1 procent, der stemte nej til at afskaffe det retslige forbehold.

Det bliver sværere og sværere at komme igennem med budskaberne. Mange unge har ikke kendt tiden før EU.
Egon Laugesen

– Hvis Folkebevægelsen ikke havde holdt ved og fortsat sikret en samling af den tværpolitiske modstand, havde vi ikke fået et nej de tre gange. Det er helt klart, erklærer Poul Gerhard Kristiansen.

Modsat nævner han det danske ja til EF-pakken i 1986 som et kæmpe stort nederlag. Pakken blev af tilhængerne fremstillet som nogle mindre ændringer af traktaten. Det var på det tidspunkt, at daværende statsminister Poul Schlüter udtalte de berømte ord om, at Unionen var stendød. En påstand der efterfølgende viste sig ikke at holde stik.

EF-pakken var et afgørende skridt henimod Unionen. Pakken åbnede for EU’s indre marked med fri bevægelighed for arbejdskraft, varer, kapital og tjenesteydelser. Det indre marked har haft omfattende negative konsekvenser for vores arbejdsmarked og velfærden.

56,2 procent stemte ja til EF-pakken efter en meget kort valgkamp på kun en måned.

Bevægelsen bliver splittet

I 1992 kom der svære tider for Folkebevægelsen. I forbindelse med EF’s udvikling til en politisk union opstod der politiske uenigheder i bevægelsen. En række centralt placerede folk inklusiv flere af de valgte parlamentarikere tog afstand fra kravet om dansk udmeldelse, der altid har været Folkebevægelsens politik og stadig er det. I stedet talte de for at acceptere EU-medlemskabet og arbejde på at bekæmpe unionsudviklingen og forsøge at reformere EU indefra.

Året inden havde SF på grund af lignende standpunkter besluttet at forlade Folkebevægelsen, som de ellers havde været med i siden stiftelsen.

Det endte med en splittelse af Folkebevægelsen i 1992, hvor en stor del af ledelsen og tre ud fire parlamentarikere gik over i den nystiftede JuniBevægelsen. Splittelsen havde voldsomme negative konsekvenser, fortæller Poul Gerhard Kristiansen.

– Store velfungerende komiteer blev pludselig inaktive. Meget arbejde blev ødelagt. Vi stod også med en stor kampagnegæld, som det blev overladt til os at afvikle, JuniBevægelsen tog ikke sin del af gælden. Men på trods af en virkelig discount-valgkamp formåede Folkebevægelsen at få to mandater ved valget til EU-parlamentet i 1994, forklarer han.

Komiteernes betydning

Gennem hele Folkebevægelsens levetid har de lokale komiteer med aktive aktivister været bevægelsens rygrad. Komiteerne opstod før landsbevægelsen og har gennem alle årene fastholdt en høj grad af autonomi.

– Men der er sket et skift. Mens det i bevægelsens første mange år var komiteerne, der kom med initiativerne og ideerne, kommer de fleste initiativer centralt fra nu. Komiteerne kommer stadig med ideer, men slet ikke som tilbage i 70’erne, konstaterer Poul Gerhard Kristiansen.

Antallet af komiteer er også svundet ind fra omkring 170 i 1970’erne til cirka 60 i dag.

76-årige Egon Laugesen har lige siden 1976 været aktiv i en af Folkebevægelsens lokale komiteer. Han blev medlem af DKP i 1975 og kort efter ligesom mange andre af partiets medlemmer aktiv i Folkebevægelsen.

Han husker den store succes, som bevægelsen havde dengang.

– Op til det første parlamentsvalg i 1979 var jeg med til at arrangere et folkemøde med musik, taler og teater i Tønder, hvor jeg boede dengang. Der kom omkring 400 mennesker. Det var vildt godt i sådan en lille by. Der var en helt anden genklang dengang, og vi fik jo også et flot resultat med over 20 procent af stemmerne, fortæller Egon Laugesen.

– Jeg har været med ved alle EU-valg og afstemninger lige siden, men må sige, at der for EU-modstanden har været tale om en nedadgående spiral med højdepunkter indimellem, siger den mangeårige aktivist.

– Det bliver sværere og sværere at komme igennem med budskaberne. Mange unge har ikke kendt tiden før EU. De er nærmest vantro, når de ser de to nej-plakater, jeg har hængende på min altan lige nu op til afstemningen om forsvarsforbeholdet. Mange folk, der tidligere var modstandere, er i dag tilhængere. Ja-folkene har held med at sige, at vi ikke kan klare os uden EU, tilføjer han.

Der er utilfredshed i befolkningen med det, der sker i EU. Diskussionen om EU er ikke forstummet. EU-modstanden står faktisk et godt og stærkt sted.
Johanne Langdal Rindsig

Det billede kan 36-årige Johanne Langdal Rindsig godt genkende. Hun er datter af Poul Gerhard Kristiansen og Mette Langdal, der begge har været aktive i Folkebevægelsen lige fra starten af. Så hun er i modsætning til mange jævnaldrende flasket op med EU-modstanden.

– Som teenager gjorde jeg faktisk en ret ihærdig indsats for at finde de positive ting ved EU, men det lykkedes ikke særlig godt, ler Johanne Langdal Rindsig.

Hun blev aktiv i Ungdom mod EU i 2006 og medlem af Folkebevægelsens landsledelse omkring 2007. Her er hun stadig placeret og er med til at løfte ansvaret for at fastholde EU-modstanden i en langt mere vanskelig situation, end da hendes forældre var unge.

– EU er en selvfølge for folk på min alder og dem, der er yngre. De fleste har ikke taget stilling til EU, som altid har været der. Opgaven er i høj grad at få fortalt, at EU-medlemskabet ikke er en selvfølge.

Johanne Langdal Rindsig lægger ikke skjul på, at den nuværende situation uden at være repræsenteret i Parlamentet og med en faldende EU-modstand er svær for Folkebevægelsen mod EU.

– Det er på en gang en utroligt vanskelig situation, hvor vi ikke får meget plads i medierne. Men det er også en situation med muligheder. Der er utilfredshed i befolkningen med det, der sker i EU. Den utilfredshed skal vi formå at tale ind i. Diskussionen om EU er ikke forstummet. EU-modstanden står faktisk et godt og stærkt sted. Opgaven for os er at få vist, at Folkebevægelsen er det samlende forum for den tværpolitiske EU-modstand, erklærer hun.

Et brag af en fest

Alle de tre EU-modstandere mener, at der er grund til at fejre 50-årsdagen, selvom Folkebevægelsen ikke har den samme styrke i dag som tidligere.

– Det er i sig selv en sejr, at Folkebevægelsen stadig eksisterer som en solid og levende bevægelse 50 år efter sin stiftelse, konstaterer Poul Gerhard Kristiansen.

Han ser et dybfølt ønske om at bevare dansk selvbestemmelse som det, der gennem alle årene har kittet Folkebevægelsens medlemmer sammen på trods af forskellige politiske ståsteder.

– Selvom det endnu ikke er lykkedes os at komme ud af EU, er det værd at fejre, at vi har fastholdt en aktiv tværpolitisk EU-modstand gennem alle årene. Godt nok kan vi ikke samle samme masser som før, men det gælder også for partierne og mange andre foreninger. Tiden er en anden, tilføjer Johanne Langdal Rindsig.

Egon Laugesen er enig i, at dagen er værd at fejre.

– Det er fantastisk, at vi stadig har Folkebevægelsen efter 50 år. Det er virkelig godt scoret. Vi skal holde et brag af en fest den 22. april. Bevægelsen er bygget op af aktivister, der har klare politiske holdningen, som er skabt i fællesskab og på tværs af politiske skel. Det er det, der har gjort, at Folkebevægelsen har levet så længe og stadig spiller en rolle, mener han.

Folkebevægelsen fejrer dagen med en stor fest i kulturhuset KUBE på Frederiksberg. Alle billetter er solgt.

Kampagne for et nej

Jubilæet bliver fejret på et meget travlt tidspunkt for Folkebevægelsen, der står midt i en intensiv kampagne for at sikre et nej til at afskaffe forsvars-forbeholdet ved folkeafstemningen den 1. juni og samtidig samle vælgererklæringer for at kunne genopstille til EU-parlamentet.

– Vi skal gøre befolkningen opmærksom på, hvad afstemningen den 1. juni egentlig handler om. Vi skal slå fast, at Danmark selv skal kunne tage beslutninger om forsvar og militær, og at det her kan være endnu et skridt i retning af EU-staten med en fælles hær, som nogle i EU ønsker, siger Johanne Langdal Rindsig.

Hun håber, at kampagnen for et nej den 1. juni kan gå hånd i hånd med et stærkt forøget fokus på at skaffe vælgererklæringer til Folkebevægelsen. Indtil nu er der kun indsamlet 3000 vælgererklæringer, så der er meget langt til de godt 70.000, der skal samles ind.

– Danskerne har brug for mere oplysning om, hvad der sker i EU. De oplysninger har vi langt lettere adgang til, hvis vi sidder i Parlamentet. Derfor er det så vigtigt, at vi kan stille op igen, siger Johanne Langdal Rindsig.

– Jeg vil opfordre Arbejderens læsere til at skrive under på en vælgererklæring. Der må være mange af dem, der endnu ikke har gjort det, tilføjer hun.

Her kan du afgive en vælgererklæring. Bemærk, at den skal bekræftes efter syv dage.