40 år med EU-modstand
De 40 år med EU-modstand markeres med et stort festarrangement lørdag den 21. april kl. 14-18 i Amager Bio, Øresundsvej 6 på Amager under overskriften ‘Verden er større end EU’ .
Vi fejrer det med musik og underholdning med bla. Arne Würgler, Benny Holst, Gitte Hænning, Mikael K & Klondyke, Niels Hausgaard, Niels Tuxen, Povl Dissing med band, Signe Svendsen, Sine Bach Rüttel samt Stig Møller & Peter Ingemann.
Standup-komikeren Sebastian Dorset er konferencier og på talerlisten er bl.a. MEP Søren Søndergaard, tidl. MEP Ole Krarup og professor Drude Dahlerup.
Deltagelse i arrangementet koster 150 kroner , og biletter kan købes hos Folkebevægelsen mod EU (tlf: 35 36 37 40) eller via BilletNet . Eventuelt overskud vil gå til indsatsen for folkeafstemning om eurotraktaten (finanspagten).
EU-MODSTANDEN ER STADIG AKTUEL
Folkebevægelsen blev dannet på landskonferencen i Odense den 22.-23. april, 1972, med ca 600 deltagere fra 25 forskellige landsdækkende organisationer og 150 lokale komitéer.
Lige siden har Folkebevægelsen været en afgørende platform for den danske EU-modstand særligt omkring folkeafstemninger og valg til EU-parlamentet.
At Folkebevægelsen stadig er nødvendig og relevant vidner det seneste valg til EU-parlamentet om, hvor Folkebevægelsen næsten fordoblede sit mandat med 168.555 stemmer.
Folkebevægelsen spiller desuden en afgørende rolle i underskriftsindsamlingen for en folkeafstemning om den aktuelle eurotrakatat, som Folketinget skal tage endelig stilling til den 31. maj.