eu-valg-14

UDTALELSE fra landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU

UDTALELSE fra landsledelsen i Folkebevægelsen mod EU 30. november 2013:

EU-eliten forsøger at gøre valget til EU-parlamentet i 2014 til et valg mellem EU-tilhængeres præsidentkandidater eller racistiske højrenationalister. Det viser kun, at de er helt ude af trit med befolkningerne.

Den voksende utilfredshed med og modstand imod udviklingen i EU er bredt og folkeligt funderet. Det vigtige er ikke partifarven hos dem, der presser nedskæringsdiktater og magtcentraliseringer ned over hovedet på os. Det vigtige er, at bryde med EU og unionens kurs.

Når parlamentsvalget er overstået vil Folkebevægelsen mod EU derfor placere sig i parlamentet efter hvad bedst tjener den tværpolitiske, ikke-racistiske EU-modstand. Det vil højest sandsynligt være en tilknytning til den gruppe, som vi allerede i dag er tilknyttede, og som i dag giver rigtig gode betingelser for den uaængige EU-modstand, nemlig GUE/NGL, hvor vi kan stemme som vi vil. Men hvis det – mod forventning – skulle ske, at der efter valget viser sig en mulighed for at lave en bred tværpolitisk gruppe, vil vi naturligvis se meget positivt på det.

Men en ting er sikker: Det bliver aldrig i en gruppe med racister. Folkebevægelsens EU-modstand er international og bygger på FN’s menneskerettigheder. Vi har altid sagt og vil altid sige: Ja til Verden og Nej til EU!

De 20 kandidater på Folkebevægelsen mod EUs liste ved valget til EU-parlamentet 25. maj 2014

1. Rina Ronja Kari
2. Lave K. Broch
3. Ole Nors Nielsen
4. Christian Juhl
5. Karina Rohr Sørensen
6. Jørgen Grøn
7. Mette Langdal
8. Brian Olsen
9. Erik Bach
10, Helge Rørtoft-Madsen
11. Thorkil Sohn
12. Hans Henrik Larsen
13. Jean Thierry
14. Inger-Marie Tryde Martensen
15. Malte Bang
16. Mehmet Aksoy
17. Victoria Rsibjerg Velásquez
18. Troels Juel
19. Tobias Clausen
20. Preben Kristensen

Sebastian, sanger og komponist

Else Hammerich, tidl. MEP for Folkebevægelsen (1979-1989)

Poul Thomsen, tdl. tv-vært på bl.a. ”Dus med dyrene” og ”Hund i hund mellem”

Sebastian Dorset, standup komiker

Drude Dahlerup, professor, NyAgenda, tidl. talsperson foir JuniBevægelsen

Niels Hausgaard, entertainer

Ole Krarup, tid. MEP for Folkebevægelsen (1994-2006)

Annisette Koppel, sanger

Jens Steffensen, tidl. folketingsmedlem f. Kristendemokraterne, Haderslev

Nikolaj Villumsen, MF og EU-ordfører for Enhedslisten

Marianne Florman, foredragsholder og forfatter (www.florman.dk)

Poul Erik Andreasen, medlem af regionsrådet i Region Nordjylland, socialdemokrat

Hanne Reintoft, forfatter og socialrådgiver

Svend Taanquist, tidl.folketingsmedlem for Socialdemokraterne, Nordborg

Anders Munck, formand for LO Århus

Søren Kjeldsen-Kragh, professor, Københavns Universitet

Anne Marie Helger, aktivøse (skuespiller m.m.)

Mikael Wiehe, musiker, komponist og forfatter

Paw Østergaard Jensen, socialdemokrat, medlem af kommunalbestyrelsen, Albertslund

Kirsten Fjordbak, SF, Køge

Helge Bo Jensen, EL, medlem af kommunalbestyrelsen, Albertslund

Jytte Søgaard, formand for LO Vestjylland og socialdemokrat

Olaf Havsteen, projektrådgiver og agronom, Ærøskøbing

Ditte Staun (radikal), medlem af byrådet i Skive

Lars Bredo Rahbek, filmproducer, medstifter af og tidl. talsperson for JuniBevægelsen

Ellen K. Lykkegaard, formand for den offentlige gruppe i 3F

Flemming Strandberg Klausen, tidl. kommunalvalgskandidat i Køge (konservative)

Bent Holm Poulsen, formand for FOA Sønderjylland og socialdemokrat

Povl Dissing, sanger

Henrik Pedersen, økonom

Bjarne Sørensen, formand for Dansk Metal Horsens og byrådsmedlem (SF)

Karen Horsens, fhv. domprovst, Roskilde

Ane Søegaard, formand for Frederiksberg Lærerforening

Niels Aage Jensen, tidl. viceborgmester i Marstal

Hans A. Sørensen, formand for LO i Horsens og omegn

Niels I. Meyer, professor emiritus, tidl. talsperson for JuniBevægelsen,

Poul-Henrik Jensen, forstander for Jyderup Højskole

Gorm Winther, professor, Ph.D., medlem af Alternativet, Aalborg

Bo Steffensen-Thomaesen, lærer, tidl. EP.-kandidat f. Junibevægelsen (2004 og 1999) og tidl. folketingskandidat f. Kristendemokraterne, Karlslunde

Hanne M. Petersen, formand for FOA Horsens

Jan Thomsen, formand for LO-Sønderborg/Aabenraa og socialdemokrat

Peter Abrahamsen, musiker og sanger

Olaf Zink, tidl. kommunalvalgskandidat, Liberal Alliance, København

Gustav Sieg Sørensen, tidl. formand for Radikale Thy-Mors og spidskandidat til Thisted Kommunalbestyrelse, Snedsted, Thy

Lissie Thording, tidl. kandidat og ledelsesmedlem i JuniBevægelsen, Odense

Alfred Hansen, lærer, tidl. MF (Retsforbundet), Odense

John Ekebjerg Jakobsen, formand for Stilladsarbejdernes Brancheklub i 3F

Hanne Gram, forhandlingssekretær i 3F

Rasmus Ladekjær Pedersen, studerende v. Københavns Univesitet, medlem af Konservativ Ungdom og Konservative Studerende

Maj-Britt Milsted, formand for HK grafisk kommunikation

Preben Pedersen (radikal), tidl. rådmand i Aalborg

Henrik Berlau, forhandlingssekretær i 3F

Eva Due Kristensen, socialpædagog

Lukas Scherfig, musiker (The Movement)

Luis Monteiro, tillidspræsentant Røde Kors Asylafdeling samt afdelingsformand i Boligselskabet Birkerød

Peter Ingemann, musiker

Kim Lykkegaard, tillidsmand i Dansk Metal

Jesper Truelsen, folketingskandidat f. Kristendemokraterne, Østerbro

Kirsten Normann Andersen, formand for FOA Århus

Ebba Bigler, tidl. kandidat og ledelsesmedlem i JuniBevægelæsen

Sven Skovmand, tidl. radikalt folketingsmedlem (1968-1973) og MEP (1979-1984) for Folkebevægelsen

Tom Harly Allingham Sørensen, tidl. tillidsmand (Metal), nu folkepensionist

Tove Kristensen, pensioneret socialpædagog

Kurt Almestrand, næstformand for LO Vestjylland

Søren Elsberg, formand for 3F Aalborg

Uffe Madsen, fhv.sparekassedirektør

Flemming Gade, faglig sekretær, BUPL Nordjylland

Claus Westergreen, formand for 3F BJMF i København

Aase Bak-Nielsen, medlem af Retsforbundet, tidl. ledelsesmedlem i JuniBevægelsen, Roskilde

Henning Overgaard, formand for 3F Esbjerg Transport

Poul Erik Sørensen, direktør, Sjællands Odde

Hanne Lykke Jespersen, næstformand i PROSA

Jakob Buhl, cand.phil., skribent og naturmedarbejder, Marstal

Jan Ahrendt (3F), fællestillidsmand, Danfoss A/S Viby

Arne Würgler, sanger og sangskriver

Ulla Nygaard, næstformand BUPL Århus

Niels M. Uldall, medlem af De Grønne, Brønshøj

Niels Petersen, gårdejer, tidl. Medlem af Venstre, Skærbæk

Ester Christensen, cand.phil., Aalborg

Silas Marker, landsudvalgsmedlem i HK Ungdom

Andreas Åbling Petersen, økologisk bonde

Jørgen Olsson, formand for 3F Midtvensyssel

Martin Spang Olsen, stuntmand, underviser m.m.

Rita Pilgaard Nielsen, social- og sundhedsassistent, socialdemokrat, Svendborg

Jess Hansen, formand for 3F Vestlolland

Jens Kimby, tidl. aktiv i JuniBevægelsen, Sønderjyllandskomiteen og den sønderjyske borgerliste, Haderslev

Emil Olsen, formand for 3F Ungdom i Aalborg

Birgit Juul Petersen, rengøringsassistent, Randers

Hanne Løfqvist, tidl. aktiv i JuniBevægelsen, Sønderjyllandskomiteen og den sønderjyske borgerliste, Haderslev

Bo Wærn Kristensen, EL, Næstved

Ulla Madsen, sekretær i FOA Århus

Tue Tortzen, formand for 3F Frederiksborg

Billy Cross, musiker og sangskriver

Jan Hoby, næstformand i LFS (Landsforeningen for Socialpædagoger)

Alexander Nicolas Truelsen, musiker (Patchanka)

Allan Busk, næstformand for 3F Aalborg og byrådsmedlem

Johan Gaunitz, kustode og underviser, tidl. EP-kandidat f. JuniBevægelsen (2009), Roskilde

Alex Suszkiwwicz, grafiker, Søby Ærø

Steen Horst, næstformand for 3F Odense Transport

Anette Højmark, bestyrelsesmedlem BUPL Århus

Billy Cross, musiker og sangskriver

Mikkel Hammer Nonboe, forbundssekretær i PROSA

Bent Skovgaard Olsen, byrådsmedlem i Rebild Kommune (EL)

Leif Kjærgaard, faglig sekretær i BUPL Bornholm

Lona Friborg, folkepensionist, Horsens

Morten Rasmussen, næstformand for 3F Transport Logistik og Byg i Århus

Peter Mikkelsen, byrådsmedlem i Rødovre (EL), tidl., ledelsesmedlem i JuniBevægelsen

Adam Wagner, hovedbestyrelsesmedlem i Dansk Samling

Anders Christensen, førtidspensionist, Vodskov

Jan Guldmann, næstformand for 3F Randers

Benny Vinther Jensen, formand for industrigruppen i 3F Aalborg

Katrine Toft Mikkelsen, København

Kurt Frederiksen, næstformand for privat service, hotel og restauration i 3F Aalborg

Karin Steinberg, medlem af EL, København S

Poul Erik Jessen, folkepensionist, Odense

Niels Chr. Rasmussen, næstformand for byggegruppen i 3F Aalborg

Mari-Ann Petersen, næstformand for FOA Social- og Sundhedsafdelingen (SOSU)

Daniel Panduro, kommunalbestyrelsesmedlem, Frederiksberg

Torben Joconde, Falck-redder, Holbæk

Henrik Lippert, faglig sekretær i 3F Bygge-, Jord- og Miljøarbejdernes Fagforening Kbh

Aksel V. Carlsen, lektor emiritus, Greve

Kurt Petersen, chauffør, medlem af Enhedslisten

Claus Salomon Ørskou, faglig sekretær i 3F Transport, Logistik & Byg og formand for BAT Aarhus

Lars Paludan, sognepræst

Jan Mathiesen, afdelingssekretær 3F København

Leif Leszczynski, invalidepensionist, Vejle

Hans Jørgen Hald, bestyrelsesmedlem, Enhedslisten Randers

Bent Ove Pedersen, pædagog, medlem af EL og DKP, Silkeborg

Luise Hemmer Pihl, forlægger, redaktør, cand. mag., Mørke

Peter Jonassen, bestyrelsesmedlem 3F Nordøstsjælland

Pia Lenau, førtidspensionist, Allerød

Monika Blatschek, mag.art., Kalundborg

Jan Nonboe, sektorformand for teknik og service i FOA Århus

Lene Mathiasen, Tjele

Sten Mogensen, formand for bygningsgruppen i 3F Esbjerg

Ida Fenger Bruun Norrild, kunstner, Sakskøbing

Jens Kristiansen, skakmester, medlem af Kommunistisk Parti, Rønne

Bob Whyte, bestyrelsesmedlem BUPL Århus

Jan Børsting, udlejer, Korsør

Arne Knudsen, medlem af daglig ledelse i 3F Transport Logistik og Byg i Århus

Povl Kristensen, vejleder hos Studievalg, Christiansfeld

Kenneth Birch, Glostrup

Jesper Morville, historiker, mag.art., Charlottenlund

Paul Jentzsch, opmåler for Murersvendenes Klub Århus (3F)

Axel Ingemann Pedersen, socialrådgiver, Herning

Henrik Madsen, frugtavler/gartner, Glamsbjerg

Karl Felix F. Poulsen, studerende, medlem af Enhedslisten, Svendborg

Jan Sylvest Andersen, faglig sekretær, 3F TLB Århus

Joachim Lange, Birkerød

Hjørdis Nielsen, lærer, København

Annette Andersen, Hobro

Carlo Hermansen, opmåler i bygningsgruppen i 3F Esbjerg

Conny Bøgh, Haderslev

Kell Madsen, pædagogmedhjælper, Silkeborg

Klaus Jensen, A-kasseleder i 3F Transport Logistik og Byg i Århus

Erik Christensen, murer, Aalborg

Annette Rasmussen, medlem af Enhedslisten, Hobro

Jane Larsen, tjener, Vodskov

Ole Kragelund, tidl. typograf og tidl, socialrådgiver, Rønde

Torben Jensen, tidl.sømand, Vodskov

Søren Neumann Westerberg, rejsemontør/elektriker, Helsingør

Charlotte Abildgaard, EL, Grindsted

Lilian Andersen, pensionist, Tønder

Erik Steppat, medlem af HB i BUPL og fællestillidsrepræsentant i København

Mufi Stauffenberg, Sakskøbing

Lasse Riise, Adjunkt og fylkessekretær for Kystpartiet, Stokke, Norge

Opstillingsgrundlag – download som PDF

---

Indledning

Folkebevægelsen er den konsekvente EU-modstand. Det gør, at vi har blikket rettet mod vores endemål, der er dansk udmeldelse af EU. Men vi har også blik for den proces, der skal føre frem mod situationen, hvor Danmark kan forlade EU – eller hvor EU forlader Europa.
I den forbindelse er det naturligt, at Folkebevægelsen bl.a. deltager aktivt i EU-parlamentets arbejde i forhold til at fastholde mest muligt af den lovgivende magt nationalt. Men vi skal også deltage i EU-parlamentets lovgivende arbejde, hvor EU allerede har lovgivningsret.
Folkebevægelsen har en pligt i forhold til det arbejde, vi gør i EU-parlamentet. Vi skal holde fast i vores værdier, som bl.a. er folkestyre, social retfærdighed, miljø og folkenes selvbestemmelsesret. De skal stå helt centrale for os, hver dag. Fastholder vi dem, viser vi, at EU og EU´s prioriteringer peger i en helt anden retning end de førnævnte værdier. Dermed kommer Folkebevægelsens endemål tættere på.
Folkebevægelsen er modstander af Danmarks medlemskab af EU. Derfor går vi ind for, at de danske vælgere skal have mulighed for ved en folkeafstemning at tage stilling til, om medlemskabet skal fortsætte. Folkebevægelsen mener, at Danmark bedst kan bidrage til et fredeligt, åbent, ligeværdigt og forpligtende samarbejde mellem alle lande ved at stå udenfor EU. Som alternativ til EU mener Folkebevægelsen, at Danmark skal prioritere et øget nordisk samarbejde, eventuel genindtræden i EFTA og en styrkelse af bl.a. Europarådet og FN.
Gennem årene har EU-kommissionen og EU-parlamentet fået mere og mere magt. Dette har nået sin foreløbige kulmination med Lissabon-traktaten, som er trådt i kraft i den forløbne valgperiode. Derfor bliver valget i 2014 det første valg til et parlament, som i mange spørgsmål har mere at skulle have sagt end det danske Folketing.
I EU-parlamentet vil Folkebevægelsen arbejde for følgende fire hovedmål:
1. At hindre EU i at få mere magt og arbejde på at rulle magt tilbage til Folketinget.
2. At arbejde for at sikre den skandinaviske velfærdsmodel.
3. At arbejde for at sikre et bæredygtigt miljø.
4. At arbejde for et åbent, ligeværdigt og fredeligt internationalt samarbejde. Verden er større end EU.

EU´s krise

Et flertal af de danske vælgere sagde i 2000 nej til at gå med i den fælles valuta, euroen, og det var klogt. Udviklingen har vist, hvor forkert det er at tvinge en række vidt forskellige lande med vidt forskellige økonomier ind under samme valuta.
Allerede ved udarbejdelsen af Maastricht-traktaten i 1992 advarende ledende økonomer imod projektet. EU-landene var for forskellige til at have samme valuta uden en fælles økonomisk udligningspolitik. I stedet blev reguleringen af de økonomiske forskelle alene overladt til markedskræfterne. Blandt andet derfor er en række af landene i euro-zonen i dag i dyb økonomisk krise med store underskud på betalingsbalancen og tårnhøj arbejdsløshed især blandt de unge.
Euroen har været en spændetrøje, som i sig selv har skabt store økonomiske problemer. Men derudover har EU ført en hårdhændet nedskærings- og besparelsespolitik, som yderligere har forstærket den generelle økonomiske krise, som ramte verden i 2007-2008.

EU´s krises konsekvenser for Danmark

Denne politik har også haft konsekvenser for Danmark – også selvom Danmark ikke er med i euroen. De værste er kravet om, at det strukturelle underskud ikke må overstige 0,5 %, hvilket forhindrer en offensiv investeringspolitik med det formål at skabe jobs og beskæftigelse.
Dette krav er egentlig kun beregnet på de lande, som er medlem af eurosamarbejdet. Men den danske regering har sagt ja til, at det også skal gælde for Danmark, og det har medført en helt urimelig økonomisk stramning.
Skønt Danmark kun har en lav offentlig gæld, og et endda meget stort overskud på betalingsbalancen, er der foretaget en opbremsning, der står i vejen for gennemførelse af fornuftige projekter. Det har ført til den største arbejdsløshed i 17 år.

”Det nye EU”

Netop EU´s krise, og ikke mindst eurolandenes krise, har været brugt som løftestang for at gennemføre en øget økonomisk-politisk EU-integration ”ad bagdøren”. Det drejer sig bl.a. om Europlus-aftalen og Finanspagten. Det har betydet en vidtgående forøgelse af EU´s muligheder for at diktere de enkelte medlemslandes økonomiske politik.
I øjeblikket arbejder EU for at etablere en bankunion, som kan bestemme, hvornår en bank skal lukkes eller reddes. Samtidig vil den kunne betyde, at skatteborgere i Danmark skal betale milliardbeløb for at redde uansvarlige banker i eurozonen.
Allerede nu ligger der tanker om, at EU skal overtage styringen af medlemslandenes økonomi og kunne sige ja eller nej til landenes finanslov.
Derfor vil der efter al sandsynlighed i løbet af den kommende 5-årige valgperiode blive fremlagt et forslag til en ny EU-traktat. En traktat, der vil indføre en formel og reel økonomisk regering, i hvert fald for euroområdet. Den almindelige danske befolkning har ingen interesse i, at Danmark bliver medlem af en sådan Euro-stat. Derfor er det vigtigt, at Folkebevægelsen får et godt valg i maj 2014.

Folkebevægelsens kommende 5 år i EU-parlamentet

Folkebevægelsens arbejde i EU-parlamentet tager altid udgangspunkt i vores hovedmål: at hindre EU i at få mere magt og arbejde på at rulle magt tilbage til medlemslandene og at arbejde for at sikre den skandinaviske velfærdsmodel, et bæredygtigt miljø og åbent, ligeværdigt og fredeligt internationalt samarbejde. Vores konkrete parlamentariske beslutninger og dispositioner vil blive holdt op i forhold til, hvad vores handling vil betyde for demokratiet, velfærden, den bæredygtige udvikling og den internationale solidaritet.
Folkebevægelsen vil aktivt arbejde for at skabe folkelig debat om ny EU-lovgivning. Demokratiet har nemlig trange vilkår i EU.

Vigtige politiske områder de kommende 5 år

1) Nej til udemokratiske traktatændringer

Siden Lissabon-traktatens ikrafttræden er der gennemført flere traktatændringer. Men i stedet for den almindelige traktatændringsprocedure med afholdelse af et konvent har man benyttet en særlig hasteprocedure for at undgå en demokratisk debat. Det må ikke fortsætte i den kommende valgperiode, hvor der er lagt op til etableringen af en egentlig Eurostat. Folkebevægelsen vil arbejde for, at sådanne traktatændringer kun kan finde sted efter en omfattende og demokratisk debat. Hvert lands befolkning skal have mulighed for at tage stilling ved en folkeafstemning.

2) Samarbejde vendt mod EU´s politik

Folkebevægelsen står ikke alene i sin kritik af EU. Euroens krise og EU´s dybt problematiske politik overfor de ramte lande har ført til fattigdom og arbejdsløshed i et hidtil uset omfang. Reelt har EU sat de nationale demokratier ud af spillet. Stadig flere indser, at det er nødvendigt at bekæmpe en række af de beslutninger, som EU træffer. Det har skabt lydhørhed for en kritisk holdning til EU – både i medlemslandene og i EU-parlamentet. Den vil givetvis tiltage, efterhånden som de katastrofale virkninger af EU´s politik viser sig.

3) Nej til social dumping

Folkebevægelsen siger ja til, at mennesker kan arbejde på tværs af grænser, men nej til social dumping. Derfor vil vi fortsætte vores indsats imod de dele af EU´s regler, der åbner for underbetalt arbejdskraft og derigennem underminerer danske overenskomster og regler, som jo er det bærende element for ”den danske model”. Og derfor støtter vi fagbevægelsens kamp for lige vilkår for alle, som arbejder i Danmark, og vi støtter, at danske myndigheder griber hårdt ind over for social dumping – uanset om EU bryder sig om det eller ej.

4) Forsvar den danske arbejdsmarkedsmodel

Den EU-dikterede nedskæringspolitik betyder, at hele EU-området fastholdes i lavkonjunktur med arbejdsløshed og konkurser. Samtidig udnytter EU krisen til at gå til angreb på løn- og arbejdsvilkår på både det private og det offentlige område. Europlus-pagten opfordrer direkte til at bruge overenskomsterne på det offentlige område til at lægge pres på lønmodtagerne i den private sektor. Folkebevægelsen afviser EU´s indblanding på arbejdsmarkedet og forsvarer den danske arbejdsmarkedsmodel.

5) Bæredygtig udvikling er vejen frem

Hvis vores børn og børnebørn skal sikres et ordentligt liv, må der gribes ind overfor de truende miljø- og klimaproblemer, både på nationalt, på europæisk og på internationalt plan. EU´s arbejde med ineffektive CO2-kvoter udstiller på alle måder, at EU ikke vil gøre det nødvendige, men i stedet insisterer på at forlade sig på markedets kræfter. Ingen klima- og miljøaftaler i EU må derfor forhindre, at Danmark og andre lande går foran i kampen for en bæredygtig udvikling. Danmark skal ikke tvinges til at bidrage til atomkraft gennem Euratom. Danmark skal selv kunne bestemme, hvordan vi skaber den bedste energipolitik.

6) Bedre forbrugersikkerhed

EU´s regler på forbrugerområdet er i alt for høj grad præget af kravene fra industrien og hensynet til det indre marked. I dag tillades produktion af varer, der bevisligt kan true befolkningens sundhed. Folkebevægelsen vil arbejde for, at EU´s eksisterende regler for forbrugersikkerhed forbedres. Det skal altid være muligt i de enkelte lande at gå videre end de fælles regler, når det gælder områder som forbrugernes rettigheder, fødevaresikkerhed, sundhed og dyrevelfærd.

7) Stop de lange dyretransporter

I EU betragtes stort set alt som en vare. Det gælder også levende dyr, som kan transporteres EU rundt for at blive slagtet. Folkebevægelsen arbejder for, at dyr ikke må transporteres mere end 4 timer på vej til slagtning. Det vil være godt for miljøet, for lokale arbejdspladser og for dyrevelfærden. Samtidig vil lokale slagterier kunne øge kontrollen med kvalitet og sundhed.

8) Mere kontrol med lobbyisterne i EU

Den manglende gennemskuelighed i EU sætter demokratiet på spil. Den muliggør, at en enorm lobbyvirksomhed fra store virksomheder og interesseorganisationer kan foregå i det skjulte. Derfor er det en vigtig opgave for Folkebevægelsen at begrænse denne virksomhed og at arbejde for, at kontrollen af lobbyisterne bliver styrket. Samtidig vil Folkebevægelsen arbejde for mere åbenhed i EU og for parlamentarisk revision af alle EU-regnskaber.

9) Forsvar borgernes rettigheder

En af de største udfordringer i den moderne verden er sikring af borgernes fri adgang til internettet, men også ret til et privatliv. Desværre har EU flere gange vist (ACTA, PNR m.m.), at man er klar til at give køb på dette, bl.a. af hensyn til store virksomheders indtjeningsmuligheder. Folkebevægelsen vil i EU-parlamentet arbejde for den størst mulige adgang til nettet og gå imod forslag om en massiv udveksling af personlige oplysninger om EU-borgerne.

10) Afskaf landbrugsstøtten

Den enorme landbrugsstøtte skævvrider landbruget indenfor EU og overfører milliarder af kroner fra skatteyderne til de store jordejere. Samtidig er den med til at undergrave landbrugsproduktionen i udviklingslandene og fastholde millioner af mennesker i fattigdom. Derfor vil Folkebevægelsen arbejde for en afskaffelse af landbrugsstøtten og stemme for ethvert forslag, som begrænser den.

11) For en mere retfærdig handelspolitik

EU´s handelspolitik er først og fremmest blevet et instrument til at udvide det indre marked til tredje lande, senest klargjort i EU´s forhandlinger om en frihandelsaftale med USA. Folkebevægelsen har derfor fokus på de negative konsekvenser, som EU´s nuværende handelspolitik har for virksomheder, lønmodtagere, forbrugere, miljø, menneskerettigheder og en økonomisk fremgang i EU’s medlemslande såvel som i udviklingslandene. Folkebevægelsen arbejder for en grundlæggende anderledes tilgang til handelspolitik, hvor den i stedet bliver et instrument til at fremme velfærd, demokrati og miljø til fordel for almindelige mennesker, nationalt og globalt.

12) Nej til Fort Europa og militarisering af EU

Lissabon-traktaten udstikker målsætningen om et fælles EU-militær. Dette er Folkebevægelsen imod. Derfor vil vi i EU-parlamentet stemme imod ethvert forsøg på at omsætte denne målsætning til konkrete initiativer. Dette gælder også en militarisering af bevogtningen af EU´s ydre grænser mod flygtninge. Svaret på sult og nød i andre dele af verden er ikke opbygningen af et militariseret Fort Europa.

13) Hjælp til lande, som rammes af euroen

Eurokonstruktionen har uddybet forskellen mellem de rige og de fattige lande i EU. Nogle lande er i så dyb krise, at de ikke inden for euroens rammer vil have mulighed for at nedbringe arbejdsløsheden væsentligt og sikre deres befolkninger en ordentlig fremtid. Derfor arbejder Folkebevægelsen for, at der etableres en hjælpemekanisme til lande, som ønsker at forlade euroen, så det kan ske på en regulær facon.

14) Stop rejsecirkusset

Den traktatpåtvungne månedlige flytning af EU-parlamentet mellem Bruxelles og Strasbourg koster millioner af kroner og et helt unødvendigt CO2-udslip. Derfor vil Folkebevægelsen gøre alt for at bekæmpe dette rejsecirkus, herunder at EU-parlamentet beslutter at boykotte møderne i Strasbourg og i stedet gennemføre alle møderne i Bruxelles, indtil traktaten bliver ændret.

15) For ytrings- og forsamlingsfrihed i EU-parlamentet

EU-parlamentet fremstilles ofte som en garant for demokratiet i EU. Intet kan være mere forkert. De enkelte medlemmers mulighed for at stile forslag og komme til orde er meget begrænset. Magten i parlamentet centreres mere og mere om de 2-3 største grupper, som igen er domineret af de største lande. Derfor vil Folkebevægelsen arbejde for, at det enkelte medlem af EU-parlamentet får ret til at tale og stille forslag – og at ligesindede EU-parlamentarikere får den ubetingede ret til at etablere en gruppe i EU-parlamentet.

16) Modstand mod EU´s tvangsliberalisering af vitale samfundsområder

Folkebevægelsen arbejder imod EU´s vedvarende krav om liberalisering af vitale samfundsopgaver som drift på vand-, el- og energiforsyning, postvæsen, lufthavne og jernbanetransport. Markedet er ikke løsningen på udviklingen af sektorer, som bør være under national demokratisk kontrol. Seneste eksempel er den 4. jernbanepakke, som er under udformning i øjeblikket. Markedsgørelse af den nationale passagertogstrafik vil medføre tab af demokratisk styring af en vigtig transportsektor og forringelse af: a) service for passagererne og b) arbejdsforholdene for de ansatte. Især vil befolkningen i yderområderne og de svage borgere blive ramt af de nedskæringer, der vil følge.

17) Stop for transatlantisk union

I Folkebevægelsen mod EU ser vi med bekymring på forsøgene på at skabe en transatlantisk union, hvor man vil sikre frihandel mellem EU og USA ved at harmonisere reglerne for bl.a. velfærd, miljø, forbrugersikkerhed m.m. Konsekvenserne af sådanne harmoniseringer kender vi allerede fra EU, hvor det er tydeligt, at landene kommer til at indgå i et ræs mod bunden. Derfor vil vi også kaste alle kræfter ind på at stoppe en transatlantisk union og fastholde, at det enkelte land må have lov til at have højere standarder.

Vi kan sagtens stå udenfor – sammen med 92 % af verdens befolkning

Ved at stå udenfor EU kan Danmark fastholde et velfungerende folkestyre, hvor folk deltager i diskussionerne omkring beslutningsforslag, og hvor politikerne står til ansvar for vælgerne.
Når man diskuterer EU, får man tit at vide, at Danmark ikke kan klare sig økonomisk uden at være medlem af EU. Den påstand er ikke rigtig.
Lande som Norge og Schweiz har aldrig været en del af EU og klarer sig langt bedre end EU-landene. Det gør de blandt andet, fordi de er medlemmer af frihandelsområdet EFTA – et område, som Danmark vil kunne vælge at blive medlem af, hvis vi går ud af EU.
EFTA og EU har en lang række samarbejds- og handelsaftaler, der vil kunne sikre, at danskere kan bo, rejse, studere og arbejde på tværs af grænserne i Europa, samtidig med at vi ikke længere er medlem af EU´s toldunion. EFTA har også en række handels- og samarbejdsaftaler med lande i resten af verden.

Vi og udviklingslandene kan tjene på, at vi går ud

EFTA vil ikke alene give os fri adgang til EU´s marked. Vi vil også kunne købe varer fra lande uden for EU til en lavere pris, end vi betaler i dag. I dag er vi nemlig bundet af EU´s toldsatser, der betyder, at en lang række varer bliver dyrere, end de behøvede at være.
EU-tolden koster det danske samfund et sted mellem 50 og 100 milliarder kroner om året. For det er ikke kun varerne fra udviklingslandene, der bliver dyrere. Det er også varer fra andre EU-lande. De stiger naturligvis i pris, når de beskyttes mod konkurrence udefra.
Hvis vi træder ud af EU, vil det være til gavn for udviklingslandene, fordi de vil kunne sælge deres varer toldfrit til os. Vi vil også kunne forøge den danske ulandshjælp. I lighed med Norge vil Danmark kunne støtte udviklingslandene i internationale forhandlinger, hvor vi hidtil har været tvunget til at støtte EU´s politik, der i en række tilfælde har været til skade for udviklingslandene.

Alternativet til EU er demokrati og folkestyre

Den vigtigste grund til at være modstander af EU er demokratisk. Det handler om, at borgerne skal have en ret til at bestemme over deres eget liv. Det skal være slut med at flytte de demokratiske beslutninger væk fra de fora, der har demokratisk legitimitet, herunder de nationale. En union, hvis væsentligste formål er at sikre varens fri bevægelighed inden for et indre marked, og hvor menneskene underlægges samme markeds diktater, kan aldrig blive et fundament for et levedygtigt demokrati.

Vedtaget på Folkebevægelsens landsmøde den 26.-27. oktober 2013 i Aalborg

Af Sven Skovmand, medlem af forretningsudvalget i Folkebevægelsen mod EU, tidl. MEP for Folkebevægelsen og tidl. MF (radikal)

Hent dette som Word-dokument

---

Indhold

EU blander sig i alt
Det er dyrt at være i EU
Kan vi klare os udenfor?
Norge spiller en langt større rolle
EU skader u-landene
Hvorfor kan vi kun gøre så lidt?
EU vil styre vores økonomi
EU’s lovgivning præges af lobbyister
Kommissionens styrke og svaghed
De store lande står stærkest i Ministerrådet
Parlamentet slår Ministerrådet
Topmøderne er for de store lande
Den magtbegærlige domstol
Hvad undtagelserne og forbeholdene betyder
Udenrigsministeriet har skylden
Kan vi komme ud?

EU blander sig i alt

De seneste ugers og måneders begivenheder har vist, hvilken kolossal magt EU har. End ikke en så enkel ting som børnepenge kan vi lovgive om, uden at EU blander sig. Og EU-domstolen i Luxembourg har fået en nærmest guddommelig status. Når den har talt, har vi bare at rette ind efter det. For det, som EU beslutter eller har besluttet, går altid forud for, hvad vi i Danmark kan finde på.
Dette forhold vil ikke kunne ændres, så længe vi er medlem af EU. For hvis det skal laves om, skal EU’s Kommission gå ind for det. Og det vil den næsten aldrig gøre.
Det højeste, man indtil videre kan opnå, er at bekæmpe de værste af de forslag, som EU kommer med. Derfor gør man klogt i ved det kommende valg at stemme på Folkebevægelsen, som
har en langt mere kritisk holdning til EU end de politiske partier, som stiller op.
En øget støtte til Folkebevægelsen kan også være med til at gøde jorden for en dansk udmeldelse

Det er dyrt at være i EU

Mange tvivler på, at det kan lade sig gøre at stå uden for EU. Vi får jo hele tiden at vide, at det en økonomisk nødvendighed. EU giver os så store økonomiske fordele, at vi vil få svært ved at undvære dem.
I virkeligheden forholder det sig stik modsat. EU er til skade for dansk økonomi, og vi vil have langt større muligheder, hvis vi forlader EU. Uden for EU vil vi således slippe for at betale kontingentet til EU, der ifølge Danmarks Statistik i 2013 udgjorde 22,681 milliarder kroner, og som var langt større end de 9,323 milliarder, som gik fra EU til Danmark – først og fremmest i form af arealtilskud til danske landmænd.
Men det er ikke den eneste udgift ved at være medlem.
EU er jo en toldunion, og det betyder, at alle varer, som kommer ind fra lande uden for EU, får pålagt en told. De bliver dermed så dyre, at producenter i EU-landene kan tage højere priser for deres varer, end de ellers ville kunne..
Cykler bliver på denne måde 15 procent dyrere, end de ellers ville være. Sko bliver op til 17 procent dyrere og biler 10 procent dyrere. Det rammer både forbrugerne og det danske samfund, som bruger flere penge på indførsel, end det ellers ville gøre. Alene de faste toldsatser koster Danmark mellem 12 og 15 milliarder kroner om året.
Men toldsatserne kan til tider være langt højere. Det er, når EU lægger »dumping-told« på varer fra et uland, fordi prisen er så lav, at EU’s virksomheder ikke kan konkurrere med dem. Over 700 produkter har på denne måde fået belagt en sådan ekstratold, der til tider kan ligge helt oppe på 70-80 procent. I de seneste år har denne told ramt så forskellige produkter som julelys, cigarettændere, farvefjernsyn, mikroovne, strygebrætter, sko, sparepærer og lamper.
Det er svært at regne ud, hvor meget denne ekstra told koster det danske samfund. Men ifølge den anerkendte franske økonom Patrick A. Messerlin koster EU’s toldsatser og andre former for handelshindringer landene mellem 6 og 7 procent af deres samlede indtægter – bruttonational-produktet. Det svarer for Danmark til omkring 100 milliarder kroner.
Jo, det er dyrt at være med i EU!

Kan vi klare os udenfor?

Nej, det kan vi ikke, siger tilhængerne. Og de begrunder det ofte med, at vi sælger hovedparten af vores varer til lande, som er medlemmer af EU.
Men dette argument er falsk for ikke at bruge et stærkere udtryk.
Hvis vi går ud af EU, vil vi uden problemer blive medlemmer af frihandelsområdet EFTA, hvad der vil betyde, at vi vil kunne sælge vores varer toldfrit til EU. Den eneste undtagelse er landbrugsvarer, men dem vil vi formentlig kunne få en aftale om, fordi vi faktisk køber et stort og stigende antal landbrugsvarer fra EU.
En stor del af vores virksomheder vil faktisk være bedre stillet over for EU, end de er i øjeblikket. For EFTA er ikke nogen toldunion, og det betyder, at vi toldfrit kan købe alle de varer fra ulandene, som vi i øjeblikket betaler told af. Det nedsætter industriens omkostninger til råvarer og halvfabrikata og gavner dermed dens konkurrenceevne.

Norge spiller en langt større rolle

Hvis medlemskabet af EU er en virkelig god idé, kan man naturligvis vælge at se bort fra de økonomiske problemer, der ligger i at være medlem.
Fra tilhængerside bliver det således tit sagt, at vi kan spille en større rolle i udenrigspolitikken ved at være medlem af EU, end vi vil kunne, hvis vi står udenfor.
Men heller ikke denne påstand holder.
Som medlem af EU er vi bundet til at følge den politik, som de andre lande ønsker – og som vi i mange situationer ikke ville følge, hvis vi stod frit.
Et land som Norge spiller rent faktisk end langt større rolle udenrigspolitisk end Danmark. Og det gør landet netop, fordi det står udenfor EU. Norge har således spillet en aktiv rolle i forholdet mellem Israel og palæstinenserne, ligesom landet spillede en aktiv rolle, da man fik standset krigen mellem det nordlige og det sydlige Sudan samt borgerkrigen i Colombia. Og på Sri Lanka var norske diplomater godt på vej til at få skabt fred mellem landets regering og de tamilske oprørere i den nordlige del af landet.
Men EU saboterede disse bestræbelser, da man på et afgørende tidspunkt erklærede, at de tamilske oprørere var en terrorbevægelse. Det gav Sri Lankas regering den opfattelse, at den kunne gøre, hvad der passede den, og kort efter gennemførte den en massakre, der kom til at koste mindst 40.000 mennesker livet.
I det hele taget er det svært at få øje på EU’s vilje til at skabe fred. I Jugoslavien handlede EU katastrofalt uheldigt, da man uden rimelig begrundelse anerkendte Kroatien og Slovenien som selvstændige stater uden at tage hensyn til, at der i det sydlige Kroatien var store serbiske mindretal. Det førte til en forfærdelig borgerkrig, som kostede tusinder af mennesker livet, og som kun blev standset, fordi USA greb ind.
Og når man påstår, at EU har skabt fred mellem Tyskland og Frankrig, er det noget vrøvl. Når de to lande gav sig til at samarbejde efter Anden Verdenskrig, skyldtes det ikke EU, men frygten for Sovjetunionen, som af begge lande blev betragtet som den afgørende trussel mod deres fremtid.
EU skader ulandene

Tilhængere af EU siger, at EU er godt for ulandene, og de begrunder det med, at EU giver mere i støtte til ulandene end noget land. Men heller ikke denne påstand er rigtig. EU har ganske vist et stort program for ulandsstøtte, men pengene kommer ikke fra EU’s budget, men er taget fra de enkelte landes bistand.
I Danmarks tilfælde er pengene endda taget fra det beløb, der ellers skulle gives til FN’s bistandsprogrammer. I praksis har EU altså stjålet penge fra FN.
I det hele taget må man sige, at det ikke er en god idé, at EU har et bistandsprogram, der er så stort, som tilfældet er. Mange lande står bag det, og det betyder, at det arbejder langt tungere end bistandsprogrammer, som kun et enkelt land står bag.
Man kan rette den samme indvending mod de programmer, der styres af FN’s organisationer, men de har til gengæld et ideelt sigte. De har alene til formål at gavne ulandene, hvor EU’s ulandsstøtte er præget af, at den skal styrke EU’s politik.
Bortset fra det fører EU en handelspolitik, der er til stor skade for ulandene, og som alt i alt koster ulandene langt flere penge, end de modtager i økonomisk støtte.
Ulandene skades også af de tidligere omtalte høje toldsatser, som EU lægger på deres varer, og som hæmmer deres muligheder for at få en industrialisering i gang. De skades også af EU’s beskyttelsespolitik over for fødevarer og af det udsalg af billige fødevarer, der finder sted, når produktionen i EU bliver for stor på grund af de høje priser, der betales for produkterne. Disse billige varer gør det i praksis umuligt for ulandene at konkurrere på lige vilkår.
I internationale forhandlinger har EU gentagne gange optrådt på en måde, som har været til skade for ulandene. Norge, som står uden for EU, har indtaget en helt anden ulandsvenlig holdning. Men det har Danmark ikke kunnet gøre, fordi vi er bundet af EU’s udenrigspolitik.
Når EU lægger en dumpingtold på varer fra et uland, fremlægger man aldrig dokumentation for, at der foregår dumping, dvs. at prisen er højere i det pågældende land end i de EU-lande, man sælger til. EU hævder blot, at den pågældende vare har en højere pris i et andet land uden for EU – i reglen Brasilien. Hvis de anklagede varer har en lavere pris end prisen i det pågældende land, betragter EU det som dumping.
Ulandene har i praksis ikke nogen mulighed for at få afgørelsen ændret. De kan klage til Verdenshandelsorganisationen, WTO, men den arbejder langsomt, og EU er ikke særlig villig til at rette sig efter dens afgørelser.
Derfor tvinges de eksporterende lande til at indgå forhandlinger med EU og kan herved opnå, at tolden sættes ned, hvis blot de er rede til at sætte deres priser tilsvarende i vejret.
EU’s toldpolitik er til skade på to måder. Den skader forbrugerne i et land som Danmark, hvor vi har et levedygtigt erhvervsliv. Og den skader ulandene, fordi de ikke kan sælge så mange varer, som de ellers ville kunne

Hvorfor kan vi kun gøre så lidt?

»Vi skal sidde med ved bordet«, siger tilhængerne af EU. De mener, at vi øver indflydelse blot ved at være med, når beslutningerne træffes.
Det er det rene vrøvl. Alene fordi vi er så små, kan vi i praksis kun få meget lidt gennemført. I det højeste kan vi forhindre, at de trufne beslutninger bliver helt så uheldige for os, som de ville blive, hvis vi ikke var med.
Det hænger som sagt sammen med, at intet kan vedtages, uden at det først er foreslået af Kommissionen. Den har eneretten på at komme med initiativer – det der kaldes initiativ-retten. Og det sker uhyre sjældent, at Kommissionen går med til at lave noget om, som den netop har fået vedtaget.
Med nye beslutninger er vi heller ikke særlig godt stillet. Det skyldes først og fremmest, at den danske regering i 1985 gik med til at afskaffe vetoretten, som indtil da havde forhindret de mest uhyrlige forslag i at blive gennemført.
Siden da har EU fået tiltaget sig kolossalt megen magt. Fra og med i år bliver det endnu værre.
For hvor vi trods alt indtil nu har haft en mulighed for i samarbejde med andre lande at få blokeret for forslag, der var skadelige for os, er denne mulighed blevet voldsomt forringet med Lissabon-traktaten, der trådte i kraft i 2009
Hvor Danmark indtil nu har kunnet standse et forslag ved at samle cirka 25 procent af medlemslandene, skal vi i fremtiden have støtte af hele 12 af EU’s andre medlemslande for at få dette resultat. I Lissabon-traktaten står der nemlig, at et forslag kan vedtages, hvis 55 procent af medlemslandene – der tilsammen skal rumme 65 procent af EU’s samlede befolkning – stemmer for. En vedtagelse, der ensidigt er til fordel for de store lande og frem for alt Tyskland.
I Parlamentet er situationen ikke meget bedre. For der har vi kun 13 af 751 medlemmer, og i de allerfleste sager er de to store grupper i Parlamentet – De kristelige Demokrater og Socialdemokraterne – enige om, hvad der skal besluttes. Det må dog tilføjes, at det i to tilfælde er lykkedes at forhindre uheldige beslutninger ved dygtigt arbejde blandt de andre medlemmer af Parlamentet.
I 2009 lykkedes det således Søren Søndergaard i samarbejde med Jens-Peter Bonde fra Junibevægelsen at forhindre, at EU fik påtvunget Danmark typer af gødning, som med sikkerhed ville have ødelagt det danske grundvand. Og i 2010 fik Søren Søndergaard sikret, at Danmark blev fri for, at industrien skulle kunne genbruge afskåret kød (kødklister) i kødprodukter.
Men det er desværre undtagelsen, som bekræfter reglen: at sejren næsten altid går til de folk, der ønsker, at EU skal bestemme mere og mere.

EU vil styre vores økonomi

Det sidste nye skud på EU’s lovgivning er en række styringsinstrumenter, som EU har vedtaget det seneste år. Baggrunden er den voldsomme krise, som har ramt euro-området, men EU ønsker også, at det skal gælde lande, der ikke er med i Euroen. Og skønt Danmark har en aldeles udmærket økonomi, har man fra dansk side sagt blankt ja til alt.
Det drejer sig om fem styringsinstrumenter, som har følgende indhold:
Det europæiske semester indebærer, at landene rapporterer til EU om planerne for næste års finanslov. De skal derefter behandles af Kommissionen, som vil komme med forslag til anbefalinger, hvorpå anbefalinger til de enkelte lande skal vedtages i juni af Ministerrådet.
Europluspagten indeholder politiske retningslinjer for den økonomiske politik og sætter fokus på »bæredygtige offentlige udgifter« og løntilbageholdenhed.
Six-packen giver mulighed for, at man kan give et land bøde, hvis det har et for stort underskud eller for høj gæld. Også en »makroøkonomisk ubalance« kan straffes med bøder. En sådan ubalance kan for eksempel vise sig ved, at de private husholdninger har en stor gæld, eller at konkurrenceevnen er svækket. Et flertal i Ministerrådet er ikke nødvendigt for at give disse bøder. Der må blot ikke være et kvalificeret flertal imod. Lande, der ikke er medlemmer af euro-samarbejdet, får ingen bøde, men får fratrukket noget af deres tilskud.
Finanspagten forpligter til at have en bremse for gæld og strukturelt underskud.
Two-packen indebærer, at svage lande sættes under skærpet overvågning. Eurolandene kontrolleres for, hvorvidt de følger landeanbefalingerne fra det europæiske semester. Hvis de ikke gør, skal de lave et andet forslag til finanslov.
Udover disse vedtagne instrumenter arbejder man med en bankunion, der skal gøre det muligt at gribe ind over for de banker, der ikke opfører sig, som man skal.
EU-vedtagelserne har haft en tydelig virkning på den danske økonomi, idet de har fået regeringen til at være langt mere tilbageholdende med hensyn til offentlige udgifter, end den formentlig ellers ville have været. Da offentlige udgifter er det bedste middel til at forbedre økonomien og formindske arbejdsløsheden, er Danmark på helt urimelig måde blevet ramt af en økonomisk krise.

EU’s lovgivning præges af lobbyister

Finanspolitikken er ikke det eneste område, hvor EU laver dårlig lovgivning. Det gælder en lang række områder, og det hænger sammen med den uheldige måde, som EU’s lovgivning er bygget op på.
EU-kommissionens forslag er i alt for høj grad påvirket af den kæmpemæssige lobbyvirksomhed, der foregår i Bruxelles, og som er domineret af kapitalstærke virksomheder og organisationer. Man skønner, at der findes omkring 20.000 lobbyister i byen.
Lobbyvirksomhed findes naturligvis også i Danmark, men den har et langt mere overskueligt omfang. Alle ved, hvem der driver lobbyvirksomhed, og folk og organisationer med få penge har også rimelige muligheder for at komme til at tale med politikerne.
I EU har lobbyisterne et helt andet spillerum. I masser af tilfælde sidder de ligefrem i de komitéer, der rådgiver Kommissionen og har derfor mulighed for at påvirke lovgivningen i helt uhørt grad.
Det er således typisk, at Kommissionen har nedsat en arbejdsgruppe, der skal arbejde med mulighederne for at opbevare CO2 fra kraftværker i undergrunden. Projektet er yderst tvivlsomt, men arbejdsgruppen er positiv. Den består nemlig udelukkende af folk, der arbejder med kul!
Et andet eksempel er kravet om, at der skal være biobenzin i bilernes benzin. Dette krav indebærer, at landbrugsprodukter, der burde bruges til mad, i stedet bliver brugt til at fremstille benzin, hvad der har ført til en fordyrelse af levnedsmidler over hele verden. Kravet blev fremsat på grund af pression fra producenter af palmeolie, der havde en klar interesse i, at deres produkt kan bruges til andet end mad.
Samtidig er Kommissionens lovforslag ikke nær så gennemarbejdede som de lovforslag, der fremsættes i Danmark, og som er et resultat af et langt og grundigt arbejde.

Kommissionens styrke og svaghed

Kommissionen har til huse i den store firfløjede bygning, der ligger i den østlige del af Bruxelles. Men da den dækker flere og flere arbejdsopgaver har den også lokaler andetsteds i byen.
Dens styrke ligger i, at den som nævnt er ene om at kunne fremsætte lovforslag og forslag til beslutninger, og at den i en del tilfælde endda kan gennemføre forslag helt på egen hånd. Det gælder, hvis man på forhånd har givet Kommissionen ret til at gennemføre disse forslag. Og det gælder, når Kommissionen indfører midlertidige nye toldsatser. De kan ganske vist standses af Ministerrådet, men kun hvis der et kvalificeret flertal for, at de skal standses. Kommissionen kan altså gennemføre disse beslutninger, selvom et flertal af medlemslandene er imod.
Kommissionens svaghed er, at den kan afsættes af Parlamentet, hvis et flertal af Parlamentets medlemmer beslutter at gøre det, og dette flertal omfatter mindst to tredjedele af medlemmerne – altså 501 – stemmer imod.
Denne stadige trussel mod kommissærernes magt har betydet, at Kommissionen altid har været meget villig til at imødekomme de krav, som Parlamentet har stillet, hvad der er hovedårsagen til, at Parlamentets stilling er styrket så voldsomt.

De store lande står stærkest i Ministerrådet

Lige over for Kommissionen ligger Ministerrådets bygning, der er opkaldt efter den frankiske kejser Karl den Store – Charlemagne. I EU’s officielle sprogbrug kaldes det for »Rådet«, hvilket er forvirrende, eftersom der findes to andre råd: Europarådet og Det Europæiske Råd.
Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslande, og de enkelte medlemslande sender ikke kun en minister til møderne. De sender også en ambassadør, der sidder i det udvalg, der kaldes COREPER – på dansk »de faste repræsentanters råd«. Udvalgets fornemste opgave er at skabe enighed om de forskellige forslag, så der bliver så få afstemninger som muligt. Og hvis udvalget er enigt, undlader ministrene at stemme. Derfor er det svært at få overblik over de forhold, som der har været uenighed om.
Når der er afstemninger, afgøres de næsten altid med kvalificeret flertal. Det betyder, at man skal opnå en vis tilslutning, for at et lovforslag kan gennemføres Men kravet er ikke særlig vidtgående. Forslag kan ifølge Lissabon-traktaten vedtages med 55 procent af medlemslandenes stemmer, blot de tilsammen repræsenterer 65 procent af EU’s samlede befolkning. Denne bestemmelse er ensidigt til fordel for de store lande, mens et lille land som Danmark som nævnt vil have svært ved at forhindre vedtagelser, som man ikke synes om.

Parlamentet slår Ministerrådet

Ministerrådet består af repræsentanter for alle medlemslande, og det var i mange år ene om at vedtage EU’s beslutninger. Nu må det dele denne ret med Parlamentet, der som nævnt med Lissabon-traktaten har fået den vigtige rolle at være først om at behandle Kommissionens forslag.
Parlamentets synspunkter kommer herved til at spille en langt vigtigere rolle end de enkelte medlemslandes holdning. På mange områder har Parlamentet faktisk en stærkere stilling end Folketinget.
Det Parlament, der skal vælges den 25. maj, har 751 medlemmer, og de små lande har forholdsvis flere medlemmer end de store. Mens Danmark har 13 medlemmer, har det fjorten gange så store Tyskland kun 99.
På trods af dette forhold spiller Tyskland en stor rolle i Parlamentet. I mange år har lederne af de to store grupper i Parlamentet – de kristelige demokrater og socialdemokraterne – været ledet af tyske politikere.
Da Parlamentet kun mødes en uge om måneden, er der kun begrænset taletid til de enkelte medlemmer, og de kan ikke selv bestemme, hvad de vil tale om, eller om de i det hele taget kan få mulighed for at stemme. Denne beslutning ligger hos grupperne, som der er i alt 8 af. De fordeler taletiden til deres medlemmer, og de leverer også afstemningslister til dem. Det er nødvendigt, for medlemmerne skal i hver samling stemme om i hundredvis af forslag, og de enkelte medlemmer har ingen mulighed for at holde styr på dem.
Parlamentet holder de 12 af sine møder i Strasbourg og kun ganske få i Bruxelles, hvad der ellers ville være praktisk for dem, fordi alle deres udvalgs- og gruppemøder holdes her. Det betyder samtidig, at et stort antal mødepapirer og andre dokumenter skal sendes frem og tilbage mellem Strasbourg og Bruxelles og Luxembourg, hvor Parlamentets administration har kontorer.
Dette rejsecirkus er ikke alene upraktisk for medlemmerne og de ansatte. Det koster også flere milliarder kroner om året. Men i protokol 6 til EU’s traktat står der, at Parlamentets hjemsted er Strasbourg, og at der skal holdes 12 månedlige møder i denne by. De øvrige møder skal holdes i Bruxelles, hvor også udvalgsmøderne skal være. Og det fastslås også, at administrationen skal være i Luxembourg.
Disse idiotiske forhold skyldes Frankrig og i noget mindre grad Luxembourg. Frankrig nægter blankt at gå med til, at forholdene ændres. Man har kun villet gå med til, at Parlamentet kan lade være med at holde møder i august, hvor EU som helhed holder ferie. Men så skal Parlamentet til gengæld holde to møder i en anden måned.

Topmøderne er for de store lande

I oktober 1972 – umiddelbart efter den danske folkeafstemning – vedtog man, at EU-landenes stats- og regeringschefer skulle mødes fire gange om året og udgøre det, man kaldte Det Europæiske Råd.
Disse møder omtales i daglig tale som »topmøder«, og deres formål er at gennemføre ting, som man ikke kan gennemføre i de øvrige dele af EU;-systemet. Som der står i Lissabon-traktatens artikel 15:
»Det Europæiske Rå¨d tilfører Unionen den fremdrift, der er nødvendig for dens udvikling og fastlægger dens overordnede politiske retningslinjer og prioriteter.«
Rådet træffer ifølge traktaten sine beslutninger med »konsensus«, dvs. enstemmighed, men det skal man ikke lade sig narre af. For i praksis har kun de store lande indflydelse på topmøderne. De små lande har hidtil altid rettet ind efter, hvad der er blevet bestemt.
Og rådet har fået ekstra styrke, fordi det nu vælger en formand, der ofte kaldes »præsident«. Han kan indkalde til ekstra møder, hvis det bliver nødvendigt.

Den magtbegærlige domstol

EU-Domstolen i Luxembourg har kolossal magt, og den virker på en helt anden måde end de domstole, vi kender i Danmark.
Hvor de danske dommere skal rette sig efter de love, der kommer fra Folketinget, skal politikerne i EU rette sig efter, hvad Domstolen meddeler i sine domme. Og de er præget af, at Domstolen betragter det som sin opgave at skabe Europas Forenede Stater. For som der står i indledningen til EU’s første traktat – Rom-traktaten – er det formålet at skabe »en stadig snævrere sammenslutning mellem de europæiske folk«. Og Domstolen betragter det som sin opgave at fremme denne proces ved enhver given lejlighed.
I 1964 erklærede Domstolen således i dommen »Costa mod Enel«, at EU-beslutninger altid gik forud for medlemslandenes lovgivning – den dom, som i daglig tale kaldes »EU-rettens forrang«.
Denne dom, som reelt afskaffer afgørende bestemmelser i den danske Grundlov, blev bagatelliseret, da der i 1972 var folkeafstemning om Danmarks medlemskab af EU. Men den burde have ført til, at man havde ændret den danske Grundlov i stedet for blot at bruge Grundlovens § 20, der forudsatte, at de opgaver, man overlod til EU, var i »nærmere bestemt omfang.«
I 1979 fastslog man i en sag om den franske frugtlikør Cassis de Dijon, at en vare, som var godkendt i ét medlemsland, som hovedregel skulle være godkendt i alle andre medlemslande. En uhyre problematisk dom, som i værste tilfælde kan overlade godkendelsen til de lande, der er mindst bekymrede for helbred og miljø.
Og i alle de sager, der har med personers frie bevægelighed at gøre, har Domstolen dømt på en måde, som støtter underbetaling af arbejdere og svækker fagforeningernes muligheder for at lave aktioner imod det.
Det oplevede den svenske fagbevægelse den 18. december 2007, da Domstolen i en dom erklærede, at fagforeningerne handlede ulovligt, når de blokerede en virksomhed fra Letland, der i forbindelse med arbejder på en skole i Vaxholm i nærheden af Stockholm underbetalte sine lettiske ansatte og nægtede at indgå overenskomst med den svenske fagforening fra bygningsarbejdere.
Hensynet til arbejdskraftens frie bevægelighed vejede tungere for Domstolen end hensynet til de svenske arbejdere.

Hvad undtagelserne og forbeholdene betyder

På enkelte punkter er Danmark beskyttet af særregler i forhold til EU.
Det gælder således »sommerhusreglen«, der betyder, at udlændinge, som ikke har særlig tilknytning til Danmark, kan få forbud mod at købe eller bygge sommerhuse i Danmark. Den blev fastslået i en protokol til Maastricht-traktaten, som danskerne stemte om i 1992.
Indrømmelsen på dette punkt var ikke nok, for den 2. juni 1992 stemte 50,7 procent af vælgerne imod traktaten. Der skulle altså ekstra lokkemad til for at fremkalde et ja. Det skete i form af fire punkter, hvor den danske regering tog forbehold over for den fremtidige udvikling.
Det ene var den fælles valuta, Euroen, som efter planen skulle afløse den danske Krone. Den danske regering erklærede, at den ikke ønskede, at dette skulle ske. Og denne holdning blev godtaget.
Det andet punkt var den retspolitiske udvikling, hvor der på dette tidspunkt kun kunne træffes beslutninger med enstemmighed. Den danske regering tog her forbehold over for, hvordan den ville handle, hvis enstemmighed blev ændret til flertalsafgørelser.
Det tredje punkt var militærpolitikken, hvor Danmark erklærede, at man ikke ville deltage i fælles militære beslutninger, men at man på den anden side ikke ville forhindre sådanne beslutninger.
Et fjerde punkt gik ud på, at man ikke ville gå med til et unionsborgerskab. Punktet blev udformet ret svævende, og man kan diskutere, om det er blevet overholdt.
De danske EU-venlige partier handlede på skrømt. Inderst inde ønskede og ønsker de kun, at forbeholdene hurtigst muligt skal afskaffes. Og i 2000 prøvede de at få indført Euroen. Men forsøget mislykkedes. 53,2 procent sagde nej til Euroen, fordi de ville beholde Kronen.
Siden da har ingen haft mod til at sende forbeholdene til afstemning, og det skal vi være glade for. Nej’et til Euroen har ifølge Jyllands-Posten sparet os for at stille garantier for de svage lande i EU for 338 milliarder kroner. Retsforbeholdet sikrer os imod at skulle indføre EU-regler for straffe og domme, og det militære forbehold sikrer os imod at deltage i EU’s stormagtsdrømme.

Udenrigsministeriet har skylden

Hvorfor det gået så galt? Hvorfor har EU fået så meget mere magt, end det havde, da vi blev medlemmer i 1973?
Det kunne have været undgået. For ved alle forandringer af EU’s traktat kræves der enstemmighed, og Danmark skulle blot have sagt nej for at hindre den voldsomme forringelse af vores vilkår, der er sket.
Ansvaret for, at vi ikke har benyttet denne mulighed ligger alene hos Udenrigsministeriet.
I teorien er ministeriet og dets embedsmænd ansat for at tjene Danmarks interesser. Og det gør ministeriet også, når det ikke er i strid med ministeriets egne interesser.
Men netop når det gælder EU; har Udenrigsministeriet helt andre interesser end det danske samfund. Og det skyldes først og fremmest, at ministeriet har enorm interesse i, at vi skal være med i EU.
Medlemskabet har ikke alene betydet, at Udenrigsministeriet har fået et stort antal ekstra medarbejdere med deraf følgende karriere-muligheder. Det har også givet ministeriet en langt stærkere stilling i de skiftende regeringer. Hvor lovforslag tidligere alene skulle gennemgås af Justitsministeriet for at sikre, at de ikke stred mod Grundloven, skal de nu også gennemgås af Udenrigsministeriet, som skal finde ud af, om de svarer til EU-retten.
Derfor har Udenrigsministeriet svigtet, både da vi stemte om at blive medlem af EU i 1972 og alle de følgende gange, hvor EU’s regler er blevet strammet.
Ved folkeafstemningen i 1972 undlod ministeriet at fortælle, at den danske industrieksport uden videre kunne fastholdes, selvom vi ikke blev medlem. Og man fortav, at EU’s toldsatser ville medføre store fordyrelser af den danske import.
Ved Folkeafstemningen i 1986 hævdede man mod bedre vidende, at den for os helt afgørende vetoret ville blive bevaret. Og man fik regeringen til at gennemføre afstemningen på så kort tid, at det helt blev skjult for folk, hvor vidtgående ændringer, der skete.
Ved folkeafstemningen om Maastricht i 1992 undlod man at fortælle, hvor vidtgående traktaten var med hensyn til at indføre en fælles rets- og militærpolitik.
Ved folkeafstemningen om Amsterdam-traktaten undlod man at fortælle, at traktraten fjernede de miljøgarantier, der trods alt var blevet opnået i 1986. Ja, man fortalte endda, at garantierne var blevet forbedrede!
Endelig fik ministeriet ved Lissabon-traktaten regeringen til at foreslå sådanne ændringer i traktaten, at man fik sløret, at der var tale om overladelse af suverænitet. Fordi man vidste, at en folkeafstemning med sikkerhed ville føre til et nej.
Udenrigsministeriets store bekymring har altid været, at Danmark kommer til at gøre så megen modstand mod EU’s øgede magt, at vi vil blive tvunget til at forlade EU eller i hvert fald komme til at spille en væsentlig ringere rolle. Og man har kynisk fået ikke blot de ledende politikere og organisationer, men også de ledende mediefolk til at tro, at det vil være en økonomisk katastrofe for Danmark at stå uden for EU – en påstand, der er så forkert, som noget kan være.

Kan vi komme ud?

EU er ikke så populært hos vælgerne, som det tidligere har været. Det kan man se af to meningsmålinger, som Gallup har foretaget.
I 2013 svarede 39 procent af vælgerne, at de ønskede, at Danmark skulle udtræde af EU. 45 procent ønskede dog fortsat et dansk medlemskab, men forholdet ændrede sig, da Gallup i februar 2014 opstillede et nordisk forbund med en handelsaftale i forhold til EU som en alternativ mulighed. Det fik 47 procent til at gå ind for et nordisk forbund, mens kun 28 procent foretrak medlemskabet af EU.
Når stemningen er så ugunstig over for EU, som den er, skyldes det nok, at indførelsen af Euroen som EU’s valuta har haft så skadelige virkninger, som den har haft hos en række af de lande, der ikke som Danmark har sagt nej til Euroen. Lande som Spanien og Grækenland har i dag en ungdomsarbejdsløshed på omkring 50 procent, og det skyldes udelukkende, at de har været medlem af Euro-samarbejdet og ikke kan komme ud af det.
Det viser, at EU ikke er så ufejlbarlig, som mange har gået og ment. Samtidig bliver flere og flere klar over, i hvilket omfang EU bestemmer over Danmark. Man behøver blot se på den seneste
udvikling omkring udlændinges ret til SU, børnecheck og dagpenge, hvor EU truer Danmark med bål og brand, hvis vi ikke gør, som EU-Domstolen forlanger.
Det er dog ikke nok, at et flertal af vælgerne ønsker at gå ud af EU. Afgørelsen ligger hos politikerne i Folketinget, og de er under stærk påvirkning fra Udenrigsministeriet, der hævder, at det vil være en katastrofe, hvis Danmark forlader EU. Samtidig lider de under den opfattelse, at medlemskabet af EU er til økonomisk fordel for Danmark, hvad det som sagt overhovedet ikke er.
Men tingene kan ændre sig. De britiske vælgere har fået løfte om en folkeafstemning om medlemskabet af EU, og når den bliver holdt – sandsynligvis i 2016 eller 2017 – er det højst tænkeligt, at resultatet vil blive et nej til EU. Det kan ikke undlade at gøre indtryk i Danmark. Når vi blev medlem af EU i 1973, skyldtes det jo udelukkende, at den britiske regering havde besluttet, at landet skulle blive medlem.
Derfor er det vigtigt, at Folkebevægelsen får et godt valg her den 25. maj. Det er jo ikke kun den eneste af de opstillede lister, der går ind for, at Danmark skal træde ud af EU. Det er også den eneste liste, der har det som et klart mål at bekæmpe EU’s mange bestræbelser på at ødelægge vores demokrati og vores velfærdssamfund.

Til EU-parlamentskandidaterne fra Socialdemokratiet, SF og Folkebevægelsen imod EU

af Hardy Hansen m.fl.
Gode kammerater.

På Netværkets møde d. 9. maj 2012, – Europa ved en skillevej: Nedskæringer eller grøn beskæftigelse? – udtalte tidligere nationalbankdirektør, Erik Hoffmeyer, som oplægsholder, at arbejdsløsheden er det største problem i EU. Hoffmeyer har ved flere lejligheder fremsat det samme synspunkt i medierne.

Vi vil opfordre Socialdemokratiet, SF og Folkebevægelsen mod EU til sammen med den europæiske fagbevægelse, der med god grund har protesteret imod EU’s borgerlige nedskæringspolitik, til at kæmpe for et opgør med EU’s nuværende forringelsespolitik.

Selv på sine egne præmisser er EU’ s sparepolitik en fiasko. Formålet skulle være at reducere statsgælden i % af BNP. Men efter hver græsk sparerunde vokser statsgælden i % af BNP, fordi det græske BNP – som konsekvens af besparelserne – falder hurtigere end statsgælden. I 2008 var den græske ØMU-gæld således på 113 % af BNP, mens den i 2013 var på 175 %.

I stedet for forringelser, der har katastrofale social-økonomiske konsekvenser, skal vi, som den europæiske fagbevægelse har krævet det, have grøn vækst og beskæftigelse samt bedre uddannelse af arbejdskraften. FN’s faglige organ for arbejdsmarkedsspørgsmål, ILO, der har som grundlæggende mål at bekæmpe fattigdom og fremme social retfærdighed, har indstiftet en konvention om arbejdstageres ret til betalt uddannelse, hvilken bl.a. Danmark har tilsluttet sig.

Vi vil ligeledes opfordre Socialdemokratiet, SF og Enhedslisten til i Danmark sammen med fagbevægelsen at samarbejde om en politik, der reducerer ulighed, bekæmper fattigdom, og som skaber grøn vækst og beskæftigelse samt bedre velfærd. Samtidig skal Danmark ratificere og implementere ILO-konventionen om ret til betalt uddannelse, hvorved vi både opnår en tiltrængt opkvalificering af arbejdsstyrken og jobrotation.

God valgkamp!

Netværk for Velfærd og Demokrati
Hardy Hansen, tidl. formand for SID og fhv. MF for Socialdemokratiet, talsperson for Netværk for Velfærd og Demokrati
John Andersen, medl. af Borgerrepræsentationen for Enhedslisten
Karin Kring, Næstformand for Socialdemokratiet i Albertslund
Kim Davidsen, Arkitekt, medl. af Socialdemokratiet
Kjeld Aakjær, medl. af Socialdemokratiet
Klaus Mygind, medl. af Københavns Borgerrepræsentation for SF
Kurt Hansen, fhv. MF for VS og medlem af Enhedslisten
Lars Hutters, fhv. fællestillidsmand
Ole Thorbek, Økonom
Pernille Frahm, medl. af kommunalbestyrelsen på Frederiksberg for SF
Villo Sigurdsson, fhv. borgmester og medlem af SF